Jeg gjorde det! -En vild oplevelse for livet!!!

vasalop Kronprinsen har gjort det! Og jeg har gjort det. Løbet Vasaloppet Oppet Spår 2017. 90km på ski. Her får i min oplevelse med ord:

Startskuddet

Mandag d. 27.2.2017 (i en hytte i Sverige), kl 5.45 ringede mit vækkeur. Fuldstændig underordnet overhovedet at sætte det, idet jeg ikke havde lukket et øje om natten, i underkøjen jeg sov i. Adrenalin og spænding pumpede, hånd i hånd, rundt i blodårene. Og de få gange jeg var blundet hen, havde jeg drømt om løbet. Det 90 km lange Vasalop jeg havde sat mig for at gennemføre. Vi, Marie (min skønne gymnasieveninde), Rudi (hendes mand) og jeg, kom i tøjet og spiste en god stor portion havregryn. Kl 6.45 parkerede vi bilen ved start feltet. Ud af højtalerne buldrede Take me to Church med Hozier. Vores tasker med rent tøj, der skulle ligge klar til efter løbet, blev smidt i en lastbil sammen med 5000 andres, hvorefter de søde (og mange) DHL mennesker ville køre dem til målstregen. Start pladsen summede og boblede af spændte sportsfolk. Hvorend man kiggede var der glade og smilende ansigter. Over os dalede sneen ligeså fint. Ikke en vind rørte sig. Og det var stadig mørkt. Vi var klar. Så klar. Vi nåede kun akkurat at sætte skiene i sporet, og klikke støvlerne på plads. Så lød startskuddet, og røgen steg op, flere hundrede meter og flere tusinde skiløbere, foran os.img_3913

De flyvende 30km

De første 4 km gik vi i kø. Opad bakke. I silleben. Skispids mod skispids. Eneste udfordring var at undgå at stikke skistaven ned i naboens. Ingen talte. Der var dyb koncentration over hele linien. Og der hørtes kun lyden af ski, sne og stave der blev hugget i jorden. Jeg var flyvende. Første depot kom efter 10km. Med musik, små børn der delte bægere ud med energidrik, varm blåbærsuppe, og vand. Og der var kardemomme boller og en vallabod. En vallahvad? En Vallabod. Det er et hus hvor man kan få smurt sine ski efter sne og temperatur. Jeg tog et enkelt billede, spiste en halv energibar fra bæltetasken, drak 3 bægere med væske, og fortsatte i sporet. Sneen dalede tungt, men føret var godt. Jeg havde fantastisk glid og hæftede opad bakke. Sådan var mine første 30 km. Fantastiske. Fra 10 km mødte jeg veteranen. En ældre herre på 81. Énogfirs!!! Han bar, i modsætning til vores andres hvide, en orange vest. Han havde netop løbet 30 løb (derfor den orange vest), og var igang med sit 31. Han blev min følgesvend. Jeg var imponeret. Vi talte ganske kort. Jeg fik et par gode råd. Og så skiftedes vi til at ligge forrest. Hver gang jeg indhentede ham, eller han indhentede mig, sagde han "naarhmen, de e dy jo igjen!".

Sporene forsvandt og løbet viste tænder

Men så skiftede vejret over. Sporene blev så småt hvisket ud, og var nærmest ikke eksisterende nogle steder. Det blev iset og bagglidet viste tænder. Min vilje og energi fra de første 30 km, holdt så godt fast i mig, at jeg ikke lod mig slå ud. Ved 33 km blev jeg overhalet af en snescooter. Bag på den, sad min veteran. Han måtte udgå. Ved 40 km ramte jeg muren. Den kom som et brag. Min krop begyndte at gøre ondt. Den vekslede imellem ømme lår, bækken, og lænd. Til handsker der langsomt gnavede sig ind i mine hænder. Og over i ryg og skuldre der værkede som ind i helvede. Sneen var gået fra store tunge snefnug der faldt blødt, til værende små hårde missiler der ramte kinderne som nåle. Og jeg var kun næsten halvvejs. Jeg manglede stadig 50 km. Jeg kæmpede, for hvert skridt jeg tog fremad, gled mine ski bagud igen. Én af de mest frustrerende ting ved skiløb. Bagglid. Der var ingen spor at hente længere, så oveni det hele, gjaldt det om at holde skiene lige ud. Mange ved siden af mig kunne fortsætte på armene, ved simpelthen at stage sig frem. Men jeg var så træt i min overkrop, at det var umuligt.vasalop Jeg nåede Eversberg efter 43 km. Der stod Maries mor og far og heppede på mig. Med flag, smil og High fives. De var det hele værd! Det gav mig et skud energi. Jeg fik fyldt op med kardemomme bolle, blåbærsuppe, vand og en halv energi bar og tænkte "nu kan jeg tælle ned". John, Maries far (en iøvrigt, garvet Vasaløber), sendte mig ud af Eversberg depotet med ordene "når du kører ud af Eversberg, så får du en fantastisk tur nedad i ca. 5 km." Han fik ret. Til mit held. Min styrke i langrend ligger, og har altid ligget, i mine nedture. Jeg sørger for at der er fri bane, sætter godt fra, og så krummer jeg mig så meget sammen som overhovedet muligt, og skyder afsted som et lille missil. Jeg elsker farten. De 5 km kom på et åndssvagt godt tidspunkt. Men der var stadig langt. Efter 60km begyndte jeg at tale højt med mig selv. "Kom så Christina, der er ikke så langt igen." "Du har gået 1/3 del. Du kan godt!" "Ja sådan der, et skridt ad gangen!" Det virkede. Jeg coachede mig selv igennem. Marie, som også løb det sidste år, havde inden løbet fortalt mig at ting ville gøre ondt på min krop. Men at det ville holde op igen, og så ville noget nyt gøre ondt. Og hun fik ret. Så ret. I 10 km kunne jeg have drøn ondt i benene, og pludselig gjorde det ondt i foden og ikke i benene. Således flyttede smerten sig rundt. Da jeg nåede Oxberg (5. depot efter 62 km) måtte jeg trodse den lange kø til Vallaboden, og få smurt mine ski. Det skulle jeg have gjort langt tidligere. Det hjalp. Og jeg fik kæmpet mig til Hökberg (6. depot). Nu kun 19 km til mål. Så tæt på. Jeg tog, som jeg havde gjort hele vejen, et depot ad gangen. Det virkede for min psyke. Jeg åd de sidste 10 km til Eldris (sidste depot, 9 km fra målet i Mora), én kilometer ad gangen. Et stavtag ad gangen.

De sidste FANTASTISKE 9 km til MÅL. Jeg følte mig stærk som en okse

Jeg nåede det. Jeg var ved at tisse i bukserne og måtte ind i en toiletboks, som var så høj at jeg ikke kunne nå jorden. Jeg fik en blåbærsuppe og en bolle. Og så drak jeg den eneste gel jeg havde med. Ham vi havde købt den af, havde instrueret os i at tage den ved sidste depot. "Den kommer til at give jer et KICK!" som han sagde. Om det var gelen, det fantastiske spor, det faktum at der kun var 9 km til mål og et varmt bad. Det aner jeg ikke. Men jeg følte mig stærk som en okse. Og tog de sidste 9 km på rent arme, og blot 35 min. Jeg var et lyn. Selv mine omkring liggende medløbere heppede på mig. Da jeg nåede det sidste km skilt. 1 km til Mora. Var jeg noget nær himlen. Jeg fløj igennem den. Jeg skimtede målet. Jeg hørte musikken og tilskuernes jubel. Jeg så lysene. Jeg så kameramændende og jeg så målflagene. Jeg var fremme! Jeg gjorde det! Jeg kørte over målstregen og rakte begge arme i vejret. Lettet, berust, og vanvittig træt. Tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg var fremme! Jeg fandt Marie og Rudi der havde kørt et fantastisk løb, og hendes sindssygt søde forældre, og fik jordens længste krammer af min ligeså seje veninde! VI GJORDE DET!!! Og jeg er så stolt så stolt! Idag føles min krop som en gammel rusten schweizer kniv der knap kan foldes ud. Jeg tror faktisk ikke der er nogle steder jeg IKKE har ondt. Jow, måske min lillefingernegl. Det er en af de vildeste kraftpræstationer jeg nogensinde har gjort. Jeg har fået testet min viljestyrke og stædighed. Og er ikke et sekund i tvivl om at det er den der har båret mig igennem. Nu sidder vi i bilen hjem, vi er i Danmark om 30 min. Og jeg glæder mig helt utroligt til at se børnene og Bastian igen. Ikke mindst August der glad råbte i telefonen da jeg ringede over målstregen. "Du gjorde det mor, du vandt!".   Hvis man nu synes det kunne være sjovt at se en meget træt mig komme i mål, så har min far fundet videoen på youtube. Hører man godt efter kan man høre mine heppere (som er kommet i mål) råbe "Kom så baaamseeee!!!" med danske flag og det hele. Mig? Jeg er klædt i skrig orange jakke og pink hue. Og kom i mål 18.03 (efter den der hedder aktuell tid) https://www.youtube.com/watch?v=JR6zwk_ioU0