Jeg sidder på bagsædet af Marie og Rudis Volkswagen. Min venstre arm hviler på vores ski. Vi har 800km foran os. Og snakken går allerede lystigt på smøring, mentaltræning, tricks til at gennemføre, og den obligatoriske 'har vi husket det hele' snak.
De siger at det hårdeste ved Vasaloppet er PSYKEN!
At kunne komme igennem 90 km og næsten 12 timers sport, uden at knække .
Jeg har altid drømt om at gennemføre det. Og nu er jeg tættere på end nogensinde. Første gang jeg fik et par langrendsski på, var jeg 6 år gammel. Og så har jeg stået næsten hvert år.
Lige om lidt er vi i Malmø. Om 10 timer er vi i Dalarna. Og jeg glæder mig sgu.
Jeg glæder mig til at sove alene. Jeg glæder mig til mental ro. Jeg glæder mig til at teste mig selv. Og jeg glæder mig som en sindssyg til at æde mig igennem 90km på ski i det svenske fjeld!
Jeg har lige vinket farvel til ungerne og Bastian. Og det sidste August sagde var "jeg tror du vinder løbet mor! Jeg hepper på dig fra børnehaven!!".
Jeg råbte "jeg elsker jer. Allesammen!!!"
kys herfra.