En kvælende fornemmelse ligger som et reb om halsen. Jeg har en sitren i kroppen. En uro. En evig følelse af adrenalin der pumper rundt under huden. Der er lys forude. Ukendt land ligger for mine fødder, uanset hvordan jeg vender og drejer det. Spørgsmålet er hvornår og hvordan!?
Vi har i dén grad revet tæppet væk under os. Desperat forsøger vi at holde det flyvende. Sådan at de to små børn, med de store uskyldige øjne, og de bløde barnehænder, ikke opdager at fundamentet ryster under dem.
For de er de vigtigste. Dem. Mine børn. Og deres far.
Jeg har en drøm. Mig.
Jeg vil være glad! Og det er der mange måder at blive på. Og jeg har heldigvis et helt liv foran mig. Et helt liv til at udleve min drøm. Men jeg har os en familie. Og de er mit guld, mit dna, min lim og mit alt!
Så selvom jeg har en drøm. Så har jeg også noget andet der er vigtigt. Min familie! Min ilt.
Vi har så uendeligt mange beslutninger foran os. Og grebet strammes for hver dag der går.
Pludseligt er huset solgt. Og hvad så?
Jeg er blevet hamrende god til at tage ét minut ad gangen. Og holde fokus og snuden i sporet. Jeg må helst ikke kigge for meget op, for så skvatter jeg.
Hver dag når jeg vågner, og realiteterne går op for mig. Forsøger jeg at parkere alle tanker i hver sin bås. Og klamrer mig til håbet om, at om et år, sidder vi allesammen grinende og ser tilbage på denne periode, som et bump på vejen. Som en tornado der kom og ruskede rundt i den lille familie. En kraftig hvirvelvind der testede forholdet. Og evnen til at holde hovedet højt, trods modgang. Jeg takker mit optimistiske og lyse sind for at være min tro følgesvend.
Jeg bilder mig ind at jeg viser mine børn at man kan hvad man vil. Men at det kræver mod. Det kræver svære beslutninger, men det kræver også at man tør at gå tilbage, hvis man gik forkert. Og det gør man. Går forkert.
Nogle vil forstå hvert et ord af dette indlæg. Andre vil forstå halvdelen. Og de sidste vil forstå lidt. Uanset, så er jeg hamrende glad for mit åndehul her i det online univers. For jeres søde likes, og dejlige kommentarer.
Jeg har så uendeligt meget jeg gerne vil ud med. Så meget god energi. Og det skal nok komme. Men lidt ad gangen, ellers er jeg bange for at falde.
Iøvrigt har vi 3 fremvisninger af
huset i denne uge. Det er så sindssygt spændende, at jeg sprænges. Vi bruger hver weekend på at trawle åbne huse og forsøge at finde fælles fodslag.
Og om præcis en uge befinder jeg mig på et høifjell med skistøvlerne klikket i langrendsskiene, ifærd med at gennemføre 90km i Vasaloppet. Man kan iøvrigt følge mit løb på snappen, hvor jeg håber at have strøm (og net) til at opdatere jer.
Jeg ved ikke hvordan, men af uransagelige årsager sidder jeg altid med 400 projekter på en gang. Og ved I hvad? Det meste af tiden elsker jeg det. Jeg drives af det. Og jeg er pisse god til ikke at knække halsen på det.
Så skulle vi ikke satse på at halsen også holder i denne omgang. For min familie, mine børn, og deres far. Er mit et og alt!
Uden at opdage det, hørte jeg denne sang imens jeg skrev dette indlæg. Lyrikken
`I never really be alone, cause we got a lot of love and a happy home!´, er så rammende at det mærkes i hjertet. Ingen sammenligning ellers. Bortset fra at det en fantastisk sang.
https://www.youtube.com/watch?v=gCLrRhQPvaA