I sidste uge skrev jeg
dette indlæg. Jeg kastede en cliffhanger op til jer. Med 2 opkald jeg fik. Jeg vil gerne fortælle hvad de handler om (det var absolut ikke for at være hemmelig). Men hver ting til sin tid. Og nu er tiden kommet til det første opkald.
Jeg advarer, det følgende kan muligvis give jer en følelse af
"ej come nu ooon, så slemt var det da overhovedet ikke". Og det er det muligvis ikke. Og slet ikke ude af kontekst. Men for mig. Er det kæmpe stort.
Tirsdag for 6 dage siden sad jeg hjemme hos Loui. Vi skulle diskutere forretningsplan igennem. Pludselig ringede telefonen. Jeg tog den, og fik en mavepuster. Jeg kiggede på Loui og konstaterede
"Nu stopper jeg med at tage telefonen jeg har ikke plads til flere dårlige nyheder!"
30 min. gik der. Så ringede den igen.
Jeg tog den ikke. Jeg kendte ikke nummeret (jeg kender INGEN numre efter Anna slettede alt på den... som jeg skrev
HER). 2 min efter skrev moren til Annas bedste veninde i dagplejen til mig på Facebook.
"Om jeg lige kunne ringe?"
Jeg fornemmede at det ikke er godt nyt og ringede op.
Nu bliver det lidt kompliceret, men jeg skal prøve.
De er blevet nødt til at takke ja til en plads i den institution hvor August også går. Og hvor Anna er skrevet op. OG hvor Anna lige har fået tilbudt plads til d. 1 april. SOM.... jeg lige har sagt nej til.
Hvorfor jeg sagde nej? Fordi vi stadig ikke ved hvornår vi flytter, og ikke vil flytte hende unødigt. Vi ved jo reelt set slet ikke OM vi flytter (læs: om vi kan få solgt huset. Se det
HER). Og fordi Anna (og jeg) er så sindssygt glade for dagplejemoderen. Og fordi Annas bedste veninde går (gik) dernede.
Men da Leonoras mor ringede, ændredes alt i mig. Og pludselig fortrød jeg at vi havde sagt nej til pladsen. For nu havde Anna pludseligt muligheden for at flytte med bedste veninden. Hvilket kunne give hende en tryghed.
Så med rystende hænder og et følelsesregister der peakede. Lagde jeg på med Leonoras mor og ringede til Pladsanvisningen.
Jeg havde forberedt den helt store salgstale. Som slet ikke viste sig nødvendig. For de var så skide søde derinde, og forstående. Og i løbet af 10 min. havde jeg fået sagt ja til at Anna skal starte i vuggestue d. 1 april.
Jeg lagde på. Og så tudede jeg!!!!
Sjit jeg blev påvirket. Det første opkald sad muligvis også stadig i mig. Men helt bestemt også påvirket af tanken om at min lille søde Anna skulle flyttes. Måske kun for en måned. Væk fra sine kendte rammer hos SØDE SØDE dagplejemor! Og tanken om at sige farvel til dagplejemoren ikke mindst. ØV det rev i mit hjerte!
På den gode side af medaljen, så er Anna en bomstærk pige. Hun er robust og virkelig glad for andre børn. Hun er med og hente August i børnehaven HVER dag. Så hun kender den. Hun flytter sammen med bedsteveninden (vi arbejder p.t. på at de kan komme på samme stue). Vi har en mere fleksibel hente/bringe ordning, da de ikke lukker kl 16. Eller 15.30. Og måske. MÅSKE. Hun også bliver så træt at hun dejser omkuld og sover hele natten.
SÅ! Jeg ved godt at det ikke lyder af det store. Men for mig? Er det kæmpe stort.
Hvorfor jeg ikke bare skrev med det samme at det var det, det handlede om? Fordi at dagplejen var på skiferie i hele sidste uge. Og i al fairness syntes jeg hun skulle være den første til at vide det. Og ikke læse om det her.
Åh de beslutninger man skal tage på vegne af de små. Vi gør vores bedste.