Jeg savner leverpostejslivet
Kender I det? Når verden kollektivt har taget en beslutning om at ramle. Når man opgiver at tage telefonen af frygt for, hvad næste besked vil være.
Jeg ved godt jeg har sagt det før. Der er både brok og fremtidstanker hér og hér. Men for helvede hvor er der mange ubekendte i vores liv lige nu.
Og universet er åbenbart ikke færdigt med at teste min tålmodighed og mit humør.
2 opkald idag. Det ene rystede min grundvold. Måske (og forhåbentligt unødvendigt). Det andet pressede mig ud i en ubehagelig, men (håber jeg) rigtig beslutning.
Jeg savner leverpostejslivet. Jeg savner at det hele er kedeligt. Jeg savner faste rammer og rutiner. Og jeg savner en dag uden syge børn eller dårlige nyheder.
Kom glad.
Imorgen starter en ny måned. Det bliver godt. Tænker jeg. Jeg har tænkt mig at tilbringe dagen på CIFF. Og måske med noget bloggerhygge om aftenen. Vi får se. For hvad jeg har lært i januar er, at man aldrig ved hvad der venter bag næste hjørne. Eller ved næste telefonopkald.
Februar. Be nice!
p.s fik jeg fortalt at vi løb tør for internet i sidste uge?!? Ja! Det kan man så godt. Så al blogging siden, er foregået fra min tlf. Men imorgen! Imorgen kommer det tilbage. Længe leve Februar!
p.p.s jeg fik iøvrigt aldrig købt det der kirsebærsaft. Heldigt der også er en dag imorgen.
P.p.s billedet er taget den anden dag fra Den sorte diamant, lige efter vores møde med en investor.