Hvornår skal man blande sig?

Jeg sidder i C-toget mod Ballerup. Med min cykel. Ind kommer en midaldrende herre. Med sig har han en dyr cykel. Dyre briller. Clicksko. Og smart (sikkert dyrt) cykel outfit. Han ser sur ud. Han ligner lidt sådan en mand der har haft et (ifølge ham selv) meget vigtigt job. Som han nu er pensioneret fra. Sådan et job, hvor man (fejlagtigt) tror at succes er lige med sure, alvorlige miner og dybe furrer i huden. Han placerer sin cykel i holderen ved siden af min. Og sætter sig overfor. På ikke-cykel-siden. cykel Et par sæder fra mig. På cykel-siden. Sidder en ung gut. Håndværker. På vej hjem fra arbejde. I assume. Han har en dynejakke af mærket Peak Performance på, iPhone høretelefoner i ørerne, og sine arbejdsbukser. Ingen siger noget. Pludseligt åbner dørene, der adskiller cykelvogn og kupé, sig. Ud kommer endnu en ung gut. Han er svær at aldersbestemme. Måske på min alder?! Han er iklædt et par slidte jeans, og udtrådte sneaks. Under den mørke jakke, bærer han en gråmeleret hættetrøje. Huen er godt trukket ned over ørerne og skjuler, næsten, det fedtede hår. Han har skæg. I hånden har han et krus. En papkrus. Jeg tror han er hjemløs. Han er ihvertfald nået til et punkt i sit liv, hvor han har set sig nødsaget til at gå igennem s-toge for at få lidt mønter hist og her. Jeg sidder og hører en podcast, og ser ham først da han har passeret. Pludseligt stopper han op. Jeg kan høre der foregår noget. Jeg slukker min podcast. Den unge håndværker et par sæder fra mig siger, henvendt til den ældre alvorlige mand: "Hvad blander du dig for?" "Jeg håber du går hjem og nyder din bøf og rødvin!" Den ældre herre bliver utilpas ved situationen. Og forsøger at bibeholde det alvorlige ansigt. Men fingrene der fumler om høretelefonerne, afslører hans nervøsitet. "Jeg ved ikke hvad du mener, helt eksakt" Forsøger han sig. Hændværkeren siger skarpt og præcist: "Jeg håber du går hjem og nyder din bøf og din rødvin. Velvidende at du lige har svinet en hjemløs til, der bare forsøger at få det til at løbe rundt!" "Hvad fanden bilder du dig ind??? At blande dig på den måde. Du kunne bare have sagt pænt nej! Ja sågar ignoreret ham." "Så jeg håber virkelig at du går hjem og nyder din dyre bøf og din dyre rødvin!!!" Alles øjne er nu rettet på den ældre herre. De. Vi. Afventer hans svar. Tydeligt påvirket. Men stadig med sin stive, sure mine. Og de dybe furrer. Svarer den ældre herre: "Jamen det vil jeg så gøre! For jeg har fortjent det!" Han fortsætter. Og jeg kan se hvordan alle nu følger med i optrinnet. Den hjemløse er forsvundet længere ned i cykelvognen og er igang med at forklare sin version til en gammel dame. Men håndværkeren lytter stadig intenst. "Vores samfund er indrettet sådan at alle kan arbejde. Og så er det iøvrigt forbudt at tigge i toget!!" Håndværkeren svarer: "Og det mente du var på sin plads at kommentere på? Du tænker ikke at han har nok at se til i forevejen?!?" Den ældre herre konkluderer nervøst: "Det kunne jo være at han ikke vidste det!" Det fortsatte lidt derefter. Indtil håndværkeren rejser sig og stiller sig lidt væk, de næste 8 stationer. Jeg var foragret. Foragret over at nogle mennesker kan være så snævertsynede, og tager loven og sagen i egen hånd. Uden stillingtagen til andres følelser. Og så er jeg ked af at nogen bliver nødt til at gå rundt i toget for at tigge penge. Bare for at få dagen til at gå. Og måske få noget at spise. Jeg kender ingen af de 3 parters historier. Så jeg kan ikke dømme andet, end udfra hvad jeg så og oplevede idag. Skulle jeg have sagt noget? Skulle jeg have bakket håndværkeren og den hjemløse op? Eller var det helt ok af den ældre herre, at kommentere (provokerende) på den hjemløses gøren? Hvad tænker I?