Anna er en værre søvnterrorist. Det kommer ikke som nogen overraskelse for den faste læser. I 19 måneder. NITTEN måneder. Har hun sovet af crap.
Hendes styrker ligger HELT klart i hendes enormt vindende væsen. Når hun er VÅGEN! Og hendes charme. Og hendes enorme appetit.
Hendes svagheder, som de kloge siger er gode at kende. Er HELT klart. Hendes evne til at sove. Eller mangel på samme.
JESUS!
Hun er så ringe til det, at det halve kunne være nok.
Eneste måde hvorpå hun sover nogenlunde. Er hvis hun kan ligge
ovenpå mit hoved. Med alle 10 fingre stukket ind i henholdsvis næse, mund, ører og øjne.
Hendes fingre, vel og mærke.
MINE kropsåbninger.
Alligevel sover hun dårligt og voldsomt uroligt. Tilgengæld sover jeg pisse godt. NOT!
Hvorfor vi ikke samsover så!?
Netop derfor. Der er INGEN der kan sove godt med 800 små pilfingre i næsen en hel nat, samtidig med at man får cirkelspark i nyrerne. Og jævnligt bliver mindet om at man IGEN har glemt at klippe de skide babynegle. Damn you ammehjerne.
I de sidste 18 måneder har vi puttet børnene hver for sig. HVER aften har vi delt os op. Den ene med Anna på armen, vuggende i soveværelset. Den anden med August på eget værelse.
Og det er sgu noget rod at hver putning kræver 2 styks voksne. Og iøvrigt tager imellem 1-2 timer.
Jeg tror faktisk ikke jeg kan huske, hvornår Bastian og jeg sidste havde tid til at tale sammen. For når man først er færdig med putteseancen, og har hørt på gråd og ulykkelige børn i 2 timer. Så er man FÆRDIG! Og lige til at smide i seng. Selv.
Vi har prøvet alt. VIRKELIG! Alt. Selv metoder jeg havde svoret vi aldrig skulle prøve. Her tænker jeg på godnat og sov godt.
MEN! Intet har virket.
Nu har vi i 14 dage, gående mod 3 uger, ændret strategi. Igen.
Det er stadig ikke perfekt. Men med vores nye model, kan man nu putte børnene alene.
Hvad vi gør?
Vi sætter et ur (på ovnen) til at ringe. Når det ringer, skal ungerne indfanges
(det i sig selv kan godt tage lidt tid), i nattøj og ha´ børstet bisser. Herefter sidder vi i August´s seng og læser hyggelig godnat historie for begge børn. LØØØGN! Anna KARTER rundt og bladrer side hver sekund, til stor frustration for en ellers yderst tålmodig August
(og mor).
Efter natlæsning bliver der sagt godnat, og Anna bliver lagt i egen seng. Jeg sætter mig på en stol og synger én godnat sang. Og går ud.
I en times tid, skiftes vi til at gå ind til hende og give en sut og sige godnat. Igen. Nogle aftener leger de og griner. Og jeg finder August oppe i Annas seng. De første 8 gange. Andre aftener ligger de og kalder og græder
(mest Anna). Til slut er der én af de voksne der sætter sig på en skammel, med en arm inde imellem tremmerne på den bettes seng, til hun falder omkuld.
En SJÆLDEN gang imellem sker der et mirakel. Og bettefisen falder i søvn. SELV!
Og undtagelsesvis. Sover hun der hele natten.
Reglen? Er at hun vågner ulykkelig et sted imellem midnat og 6 om morgenen. Og når jeg har været oppe 2 gange, tager jeg hende med i seng. For at give mine nyrer en omgang massage. Tænk at man kan savne sådan noget!?
Nå, men altså. Det går fremad! Synes jeg. Vi er optimistiske og sikre på at hun nok skal lære det en dag. Samtidig er vi ved at udtænke en genial payback plan til når hun bliver teenager!!!
Til sammenligning falder August i søvn omkring kl 20. Og sover til kl 8. OTTE!!! Uden en lyd! Wonderkid.
Hvis I er nået HELT hertil, vil jeg benytte chancen til at sende en ORDENTLIG high five ud til alle de forældre der måtte sidde i samme situation.
HOLD UD! Det er pisse hårdt. Og lad være at gå fra hinanden. Det løser IKKE søvnproblemet. Har vi i allefald besluttet, om end vi har talt om det alt for mange gange de forløbne 19 måneder.
Sov godt:-) Blev der sagt!