Det er noget sært noget at være blogger... En nødvendig refleksion!

Da jeg skrev dette indlæg hørte jeg (bla.) denne sang. En gammel klassiker. Jeg hører enormt meget musik og har ofte tænkt på at smide et nummer ind til hvert indlæg, som man kan afspille imens man læser. Måske jeg gør det nu? https://www.youtube.com/watch?v=LKaXY4IdZ40 Fra den ene dag til den anden bliver man alle mands eje. Jeg tog mig selv i dag, i Zoo, i at tænke over hvordan jeg talte til irettesatte min familie. Tænk hvis nogen kendte min blog (jaja rolig nu, sagde jeg os til mit, åbenbart, meget store ego. Du er bare en bette blogger. Unge dame! Ro i trussen). Men alligevel. Jeg skriver jo sådan set en slags offentlig dagbog. Og tro mig, jeg synes det er hamrende hyggeligt at blogge (og jeg har en fest over min egen snap -abe der holder sig for øjnene). Men jeg kan mærke at jeg er fanget lidt i en hårdknude. Eller måske snarere en skillevej. Jeg har brug for en forandring. Eller en enkelt sten jeg kan sætte mig på (ligesom hende den lille havfrue, bortset fra når en kineser stjæler hende). Indtil videre har jeg blogget lidt for bredt, eller i lidt for mange retninger, jeg har forsøgt at sidde på alt for mange sten med blot én numse (om end den er stor). Jeg har én milliard ting jeg gerne vil skrive. Men som et alt for voldsomt brød, der ikke kan presses ind i den alt for lille ovn, så når jeg ikke halvdelen. Og knækker halsen bare ved tanken. I de her dage tænker jeg ekstra meget over det. Jeg har fået læst en del forskellige debat indlæg og artikler med holdninger til børn og de sociale medier. Og det har rørt noget i mig. Deler jeg for meget af mine børn? Deler jeg det forkerte? Og hvad er det forkerte? Og hvorfor blogger jeg egentligt? Jeg ved godt hvorfor jeg startede min blog. For at have en kanal hvorigennem jeg kunne dele gode erfaringer, på den der ikke irriterende svigermor agtige måde. Men jeg er os så udmærket klar over at den har ændret sig med tiden. Bloggen altså. Den er blevet mere end `en gode råd´ kanal. Måske en slags god ven. Et åndehul. Et sted hvor jeg kan få luft. Og det kan jeg faktisk meget godt lide. For noget tid siden skrev jeg et indlæg om at ændre navn. Og I var så skide søde at bakke mine tanker op. Selvom den stadig hedder Karmamilli, as we speak, betyder det ingenlunde at jeg har skrinlagt idéen. Jeg har bare ikke haft tid til at få den ført ud i lyset (det er jo 100 medier der skal skiftes). Nårh ja, og så har jeg endnu ikke besluttet mig for det goddamn navn. Tænker det bliver mit eget. På én eller anden facon. Så hold øje, der kommer nok noget nyt. En dag. Mit mål er at det sker i indeværende kalender år:-). Og så til det med børnene og de der sociale (tilgængelige for alle) medier.... Oh lord. Det fylder meget hos mig. Jeg bekymrer mig, så at sige. Måske for meget. Jeg læste den anden dag dette blogindlæg hos Blogsbjerg. Jeg følte mig ikke, som sådan, ramt, men jeg tog noget med mig. Noget stof jeg senere har brugt til eftertanke. En eftertanke og refleksion som jeg tror er sund at have en gang imellem. Om det gælder en blog man ejer, en kæreste, et job, en beslutning, eller en madvane. Jeg tror det er godt at stoppe op og mærke efter. Så det har jeg gjort. Hvad jeg kan mærke? Jeg kan mærke at bloggen til tider kan stresse mig (there I said it). At jeg i ny og næ lader mit humør styre af læsertal og sidevisninger. Hvilket jo er vidunderligt. På de gode dage! De andre dage, not so much. Og så går det udover min stakkels familie. Jeg kan os mærke at jeg, som sagt, bekymrer mig for hvordan mine børn vil tage det, når de en dag læser min blog. Og sidst men ikke mindst, så har jeg jo sådan set os gang i en ret skarp (og fed) karriere i det virkelige liv. En karriere og et job hvis hovedformål er at være dybt professionel og interagere med administrerende direktører. Men det jeg OS´ har mærket, da jeg følte efter nede i storetåen. Jeg er vild med mit åndehul. Jeg elsker min virtuelle karriere. Jeg elsker den læring det, at blogge, har givet mig. Jeg elsker det netværk og de veninder der har fulgt i slipstrømmen. Og jeg elsker den interaktion jeg har med complete strangers. Strangers som jeg, over tid, føler jeg kender. Jeg kan os mærke at det giver mig noget at skrive om børnene. Jeg elsker at læse gamle indlæg. Bastian kalder mig for min egen største fan. Haha og jeg tror sgu han har ret. "Læser du nu igen dine egne indlæg?!?!" Hører jeg ham ofte sige. Under min refleksion er jeg os kommet frem til at jeg ikke synes jeg udstiller mine børn. Jeg forsøger altid kun at skrive og vise ting, som jeg selv ville bryde mig om at min mor havde skrevet (eller vist) om mig. Og min arbejdsplads? Så længe jeg bare er mig på bloggen, og ikke bare mig (som i nøgne mig), eller skriver upassende ting om min arbejdsplads. Så har jeg, ærligt talt, KUN fået skide positiv feedback fra kolleger og samarbejdspartnere. Der var sågar en administrerende direktør til en partner virksomhed med min, der sagde at hvis valget, for ham, stod imellem to skarpe kandidater til en stilling. Den ene havde en blog (bevares, indhold skal selvfølgelig ikke være upassende i forhold til stillingen). Så ville han helt klart vælge bloggeren. Det er et kæmpe plus. Sagde han. Og jeg tror på ham! Jeg vil uden tvivl fortsætte med at blogge. Men måske jeg laver bloggen mere (officielt) til mit åndehul. Og hvis der sniger sig et godt råd indlæg ind hist og hér, så er det os iorden. Men den vil primært bare være et sted hvor jeg beretter om løst og fast som børnefamilie. Om mit liv som mig. Om dét at være karrieremor til to små krudtugler. Og alle de tanker der følger med det. En dag vil den også skifte navn. Men det er nu af andre årsager, det passer bare ret godt lige nu. Nu hvor jeg alligevel påtænker en mindre make-over grundet min refleksion. I kan læse hér hvad navneskiftegrunden er... Måske det ikke ændrer noget for jer. Måske jeg har formået at bøje det fint i neon i forvejen. Men i mit hoved føles det godt at få sat lidt ord på. Få strømlinet hvilke af mine tanker der skal på skrift. Tak fordi I læste med, helt her til. Kram på jer og håber I har en dejlig weekend. MAMA C