Når veninder bliver til guld!

Kender I dem? De veninder der altid er der, og altid siger de rigtige ting, og tier stille på de rigtige tidspunkter? Jeg er så åndsvagt heldig at have flere af dem i mit liv. Og i går reddede én af dem min dag, ja faktisk mit liv, som det er lige nu. Og det gør hun ofte. Det er ingen hemmelighed, heller ikke for jer, at livet som mor (eller far) godt kan være pisse strengt. Og dér er vi lige nu. LIGE NU. Lad mig for en god ordens skyld lige pointere at jeg ELSKER mine børn. HØJT! Men jeg elsker VIRKELIG os min kæreste. Sagen er bare den, at vi ikke ser hinanden. Jamen, så må I da holde i hånd når ungerne sover!? Eller spise middag sammen, når de sover!? Eller bare tale sammen. NÅR DE SOVER!?!?! Siger alle de kloge (og helt bestemt velmenende) medforældre og ikke forældre. Det er saftpetersuseme bare åndssvagt svært. NÅR DE ALDRIG SOVER! Ej okay, dér skar jeg to børn over én kam. August sover. Anna gør ikke. Det er og har aldrig været, én af hendes spidskompetencer. For lige at få Prins Knud med os, så kan jeg huske 3 nætter (I FUCKING ALT på 15 mdr) hvor Ansen har sovet fra vi lagde hende, til næste morgen. Da vi fik de to streger til nummer to, sagde alle. Bare vent, nummer to bliver MEGET nemmere. De sover bedre, de pjevser mindre, de går selv på toilettet, og lægger sutten når de er 9 måneder. De tog fejl! Ellers har Anna sprunget babyskolens `REGLER FOR 2´ERE´ fag over. Hun kan intet af det, synderligt godt. Tilgengæld er hun SKIDE cute! Og har krøller. Hvilket ofte har været hendes redning. Men I kan nok se, med to voksne mennesker, der begge arbejder 37 (mindst) timer om ugen, ikke har sovet sammenlagte timer siden ruder konge var knægt. Bliver vækket af et knæ i lysken, eller en finger i øjet, eller bare af gråd hver anden time. HELE NATTEN! HVER NAT! De er pressede. NOK! Pressede som en tør citron der har ligget alt for længe. Krydrer man den noget (spræng) farlige cocktail med skide-sur-du-er-dum-og-jeg-vil-kun-ha-kage-og-overhovedet-ikke-høre-efter 3 (snart 4) -årige. Så er man dødsdømt. For tiden, når nogen spørger til livet og hvordan det går hos Honningkrukkerne, er mit mest beskrivende og (ikke sure) ærlige svar. Alle er i live og ingen er gået fra hinanden. For sådan har jeg det. Vi er presset så meget ud over et drev, at vi snart ikke bunder længere. Og så greb jeg telefonen. Jeg ringede til Louise. Min søde veninde Louise. Som jeg lærte at kende på Apa da vi begge var gravide for første gang i vores liv. Hun var lige blevet gift husker jeg, og så havde hun en evne til (ligesom jeg) ikke at kunne holde kæft i bare 5 min af gangen. Noget problematisk når vi havde afslapningssessioner (undskyld apa underviser Birgitte). Men pisse befriende for mig at have en talking (pregnant) wingwoman. Jeg ringede til hende fordi hun er én af den slags veninder der er pisse stærk, yderst skarp, formår at vise sårbarhed så man ved hun ikke er noget overmenneske eller superhelt forklædt i menneskeklæder (jeg er dog stadig nogengange i tvivl), og så er hun én af de bedste mødre jeg kender. Da jeg trykkede ring op, vidste jeg ikke helt hvad jeg ville. Men min mave må have fortalt mig noget andet. For da Louise tog røret, gik snakken. Jeg forklarede hvor hamrende hårdt det er at føle at eneste udvej er at råbe af min 3-årige til min 1-årige (og jeg selv) græder. Om den tyngende samvittighed og magtesløsheden. Og om følelsen af at stå med en fuldt udrustet værkstøjskasse, men med alle de forkerte redskaber i. Nyhedsmailen fra Helen, lidt tidligere på dagen, om ikke at måtte råbe af sine børn, gjorde bestemt ikke situationen bedre. Og så gjorde Louise det. Hun blev til guld (igen). Hun var der. Hun lyttede på den helt rigtige måde, og sagde alle de rigtige ting. Og så tudede jeg! Imellem tårerne fik jeg fremstammet et tak. Og fik taget mig sammen. Jeg sad trods alt i bilen på Hillerødmotorvejen, og ville gerne hel hjem til mine børn. Nu har jeg tilmeldt Bastian og jeg til en 3-dages workshop (TIL SEPTEMBER?!?!?!) med Fie Hørby, og min vidunderlige Louise har givet mig 3 redskaber som vi kan bruge indtil det bliver september. Jeg ved sgu da godt at man ikke må råbe af børn. Men det hjælper ikke min reptilhjerne der kører på søvnunderskud og kæresteunderskud og migtidunderskud. Jeg synes hellere man skulle hjælpe os forældre til et alternativ. For hvad faen gør vi 80´er børn der er vokset op med én opdragelsesform, og pludseligt skal bruge en anden? Når det ikke hjælper at løfte pegefingeren overfor børn, hvorfor skulle det så hjælpe voksne? Næh, i stedet burde man gøre, som Louise gjorde, italesætte HVORFOR det ikke virker at råbe, og HVAD  man (jeg) i stedet skal gøre. Tak min vidunderlige veninde. Tak for dig! Det kom muligvis lidt rodet ud, men det kom fra hjertet. Det hele. Klem Mama C Vil I høre Louises råd? Here goes:

1. Selvom man har lyst og kroppen skriger på det. Så hjælper det ikke at råbe af børn (eller nogen anden), tværtimod eskalerer det oftest den situation man forsøger at lukke ned. Virkelig, det hjælper ikke. Tænk på det, når reptilhjernen slår til.
2. Overtræd ikke dine egne grænser. Vi voksne bliver irriterede når vi foretager os ting vi i bund og grund ikke har lyst til. Som at læse den 3. godnathistorie. Så sig hellere fra. `Jeg har ikke lyst til at læse i dag. Så du får i morgen i stedet.´.
3. Sæt ord på August´s følelser. Og dine egne. Ikke sådan spelt agtigt, mere som en konstatering. `Du er sur fordi du ikke må få ketchup´, `men vi skal ikke have ketchup i dag. Punktum.´ Det er altid nemmere at løse en konflikt, eller et problem, når man ved hvad problemet er. Og de 3-årige ved sgu´da ikke altid HVORFOR de kom i det røde felt. Det gør vi voksne i grunden heller ikke. Det virker.