August har et hjerte af guld! Virkelig, det har han. Han elsker sin lillesøster ligeså højt som sin Kirsten
(red. hans tøjkanin). Og dét siger ikke så lidt! Han har på intet tidspunkt ønsket hende tilbage i maven
(lillesøsteren altså, ikk Kirsten), eller stillet spørgsmålstegn ved hendes tilstedeværelse. Hans Annalunte er flere kilometer længere end hans mor- og farlunte. Der er faktisk ikke grænser for, hvad Anna får lov til.
Idag hentede Anna og jeg, som vanligt, storebror i børnehaven. Anna stavrede (for første gang) fra bilen og ned til legepladsen. Vi når knap ind ad lågen, førend Sonja kommer cyklende forbi os, på sin lille røde trehjulede med lad og synger.
"Auguuust er blevet heeeeeeenteeeeeeeeeD!". Det er så åndssvagt hyggeligt at børnene kender én, og jeg knuselsker de små velkomstsange man får. Nå, det var et bette sidespor, tilbage til historien.
Da vi er hjemme, sætter jeg Frode Får på tv´et for at købe mig lidt græsenketid til madlavningen
(Bastian arbejder ofte meget længe, in case you wonder). August lægger sig på sansegyngen, fuldstændig som han altid har gjort det, for at slappe af og koble fra. Når han ligger dér skal man helst bare lade ham være, medmindre man er kommet for at gynge ham. Højt! Men ellers kan man pakke sydhavsfrugterne og smutte.
Så kom Anna! Ikke nok med at hun forsøger at komme OP på sansegyngen, så fortsætter hun os´ til hun ligger OVENPÅ Augusts hoved, flad som en pandekage! Og tung! SMASK! Dér syntes hun lissom at man fik Frode Får fra hans allerbedste vinkel. August? Siger ikke en lyd og lader Anna gøre præcis som det passer hende. Lige dér stoppede jeg midt i kartoffelskrælningen og elskede mine børn endnu højere.
Eller som igår morges da jeg kommer ud efter at have skiftet Annas morgenble, til en August der sidder oppe på køkkenbordet med 2 dybe børnetallerkner. Begge fyldt med fars hjemmebagte boller. Og når jeg siger fyldt, så mener jeg med top. I den ene er bollerne komplet intakte. I den anden er de brækket i tusind bitte små stykker. Først blev jeg vred, men da jeg fattede tanken og intentionen bag, var det jo overdrevet sødt! August ser altid os skære Annas mad ud i tiny hapser, derfor sad han møjsommeligt i nattøj på køkkenbordet, og ville hjælpe mig med morgenmaden. Til både ham og Anna. Men for fuck sake da os'! Jeg valgte istedet at smelte lidt og rose knægten
(og gøre opmærksom på, at så mange boller var nok lige i overkanten til en anden god gang).
Jeg begynder hver dag at få små glimt af, hvorfor man vælger at få flere børn. De hér var to af de øjeblikke! Jeg har pakket dem godt ind og gemt det på et meget særligt sted i mit hjerte.
For det kan godt være, at August ikke er den største drue i klasen. Men hans hjerte er større end en hel vinmark! Og vægten værd i guld!
Fik bare sådan en lyst til at dele min stolthed over min søn med jer, på sådan en skøn forårsdag. Jeg er glad og lykkelig helt ned i maven.
Klem Mama Honning.
p.s. billedet er taget af
dygtige fotograf Maria Sattrup. Tak Maria: