Paris! Den er til dig.

Mit hjerte græder. For Paris. Sammen med Milliarder af andres. Sent i går aftes kom jeg hjem fra forældremøde. Anna blev natammet. Og jeg puttede mig selv. Dynen op til snuden. Og godt ind under fødderne. Sådan at ingen monstre kan nå mig. Jeg hoppede på Bloggersdelight for et quickfix inden søvnen. Første indlæg jeg ser, er fra Cana Buttenschøn. Det handlede om Sorg. "ÅH GUD" tænkte jeg. "Bare det ikke er slemt". "Bare den lille søde familie er ok". Og klikkede mig ind. Jeg havde endnu ikke læst nyhederne. Og det var slemt. Heldigvis var fam. Buttenschøn ok. Men Paris! Mit hjerte græder. Mange ting forstår jeg. Mange ting prøver jeg at forstå. Og så er der ting jeg aldrig kommer til at forstå. Det der skete i går, fredag d. 13, i Paris. Dét kommer jeg aldrig til at forstå. Uskyldige mennesker. Jeg ved godt man siger, at der er en mening med alt. Jeg har så inderligt svært ved at finde den hér. Jeg sender alle mine tanker og tårer til de pårørende i Paris.

Må I finde styrke!

I dag er min bror og jeg på spontan overnatning med 4 børn hos vores mor. Hun er ikke hjemme. Og vores bedre halvdele har vi efterladt andre steder. Måske vi bare havde brug for at være sammen i dag. I vores barndomshjem. Jeg ved det ikke. Men jeg sidder lige nu i min barndoms sofa. Under min dyne. Med en Banana Split. I den anden sofa ligger min bror og sørger for at holde youtube læsertallet oppe. Også med en Banana Split. De to babyer er puttet i hvert sit soveværelse. Og de to store, fætter og kusine, ligger i deres små natblenumser og pyjamas, på madrasser under spisebordet i køkkenet. Hyggen er komplet.

Når jeg sidder hér.

Ligger det mig så utroligt fjernt at nogen kan nå dertil hvor de unge mænd nåede til i går. Jeg fatter det ikke. Vi har vel alle været små uskyldige børn engang. "Hvad gik galt?" Jeg håber og ønsker at verden bliver et bedre sted. Så vores børn ikke skal leve med angst for morgendagen. De skal kunne putte sig under spisebordet, trygge og mætte. Og glæde sig til fremtiden. Uden angst. Et varmt kram til alle. Især de som er berørte af Paris. Christina