Tænk hvis børn var voksne... og omvendt!

Vi skal have hund!

Fredag formiddag d. 15.11, kl 9.56 tikkede der en længe ventet besked ind fra den kennel vi nøje har udvalgt.

“Hun er med hvalpe!” 

Stod der i den.

Lige dér blev det ægte. Meget ægte. Så om alt går vel, lander der Vizsla hvalpe lige omkring juleaften. Og godt 8 uger efter det, flytter der en lillebitte karamelfarvet hundehvalp ind i Hareskoven. Hos os. Det er jo for sindssygt at tænke på.

Rewind tilbage til for 10 år siden

Bastian og jeg havde været kærester i godt halvandet år. Og lige fra start vidste vi at vi en dag skulle have en hund. Men det skulle være på det rigtige tidspunkt. For en hund kræver tid og overskud. Før børn rejste vi meget og havde ikke tid, med små børn var der ingen overskud, men nu! Nu er den der! Vi er klar! Mega klar.

Fast forward til juni måned 2019

I en bil et sted på Sjælland, sad jeg og var skidesur. Jeg var godt gammeldags gnaven. Bastian ville virkelig gerne have en Vizsla. Fordi han havde sat sig rigtig meget ind i hvilken type race det er. Og hvordan den ville passe ind i vores liv. Det havde jeg ikke. Jeg ville bare have en gravhund. For den kunne jeg forholde mig til. Vi har nogle gode venner og de har en gravhund. Min mor havde en gravhund som barn. En gravhund har korte ben, JEG har korte ben. Så i mit univers var en gravhund den eneste rigtige hund at få. I retrospekt kendte jeg nok i virkeligheden ikke til særligt mange andre racer.
Jeg var stædig (som en gravhund), men det var Bastian heldigvis også. Og som det kompromissøgende menneske han er, foreslog (insisterede) han på at vi som min. var åbne overfor hinandens ønsker.

Fair nok. Fair nok. TSK!

Og derfor sad vi en junidag i bilen et sted på Sjælland på vej til en aftale med en kennel. Børnene havde vi sat af hos farmor.
Og man skulle ikke være den store menneskekender for at fornemme at jeg ikke gad.
Bastian har sidenhen fortalt at han flere gange var millimeter fra at vende bilen og give op på projektet. Min udstråling efterlod ingen tvivl om at det her projekt var en blindgyde og tabt spil, på forhånd.
Men jeg er et høfligt menneske og jeg kan godt opføre mig ordentligt. Så det gjorde jeg. Og vi var hos kennelen i over 3 timer. Hos fremmede, men VILDT søde mennesker i 3 (TRE!!) timer. Og snakken stod ikke stille én gang. Og deres søde karamelfarvede Vizsla var flere gange henne hos mig. Ikke sådan pågående, mere sådan hilse agtigt.

Og som den stod dér og kiggede op på mig med sine store nøddebrune øjne, mærkede jeg en connection. Nu må du ikke grine. Men ærligt, det var som om der var noget inde i hovedet på den. Som om den SÅ mig. Den var mere end bare en hund. Den var kvik, og klog, den SÅ mig. Og det har jeg alligevel aldrig prøvet før.

Vi sagde pænt farvel og kørte efter børnene. Uden at fortælle dem hvor vi havde været. Børnene altså.

Den nat sov jeg ikke

Jeg sover altid. Uden problemer. Men den nat lukkede jeg ikke et øje. Jeg tænkte på hunden. På Vizslaen. På de store nøddebrune øjne. På dens rolige facon, og alligevel sprudlende energi. Jeg gennemtrawlede internettet og fandt samtlige profiler på Instagram med Vizslaer (og der er mange skulle jeg hilse og sige). Om morgenen var jeg ikke i tvivl. Jeg var træt. Men ikke i tvivl.

Jeg har fundet den hund der er mig!

Eller Bastian er jo reelt den der har fundet den. Men den er MIG! Den er fyldt med energi, den er kærlig, den elsker mennesker omkring sig, den er vild med vand og naturen, den er klog, den er legesyg, og virkelig god med børn. Den er MIG!

Dagen efter tømte jeg biblioteket for bøger om hund. Om eftermiddagen sms´ede jeg Bastian at jeg var klar. Han faldt ned af stolen på arbejde og fattede hat! Men blev lykkelig helt ned i maven.

Så vi satte gang i processen og ringede til kennelen og gav vores interesse til kende.

Det var i juni 2019.

Idag er det d. 20.11 og meget er sket siden.

Vi troede alle sammen at hunden ville komme i løbetid i juni. Men det gjorde den ikke. Og meget utålmodige ventede vi hele sommeren og næsten også hele efteråret, indtil vi endelig fik besked om at hun nu var i løbetid.

Det søde kennelpar havde fundet en hanhund i Ungarn de ville parre hende med, for at sikre ikke at få indavl, når der endnu ikke er så mange Vizslaer i Danmark. Og vi fulgte spændt med på sidelinien og på sms. Og de kunne lide hinanden de to hunde.

Og endelig. I fredags. Tikkede beskeden ind:

“Hun er med hvalpe!”

Og vi er ovenud lykkelige, lidt nervøse, spændte, glade, og meget pressede over at vi endnu ikke kan sige noget til børnene.

Vi venter med at fortælle det til børnene

Vi vil gerne være HELT sikre på at der er en hvalp førend vi siger noget. Og eftersom det tog hende mange måneder at komme i løbetid, er jeg evigt taknemmelig for at vi ikke sagde noget til dem tilbage i juni måned. Og nu er vi så tæt på at vi venter til hvalpen er kommet til verden og vi ved hvilken der bliver vores.

Hun er sat til juleaften, eller deromkring. Og nedkommer hun inden juleaften, har vi aftalt med kennelen at de laver en lille video til os hvor de filmer hvalpen.

“Kære søde familie, August, Anna, Bastian og Christina, denne her. Den er til jer og den skal hedde….”

På selve juleaftensdag (hvis hun føder inden), beder vi så børnene at sætte sig i sofaen foran tv´et. Så vil vi sige til dem at vi har en lille overraskelse. Så tænder vi for fjernsynet og sætter videoen på. Og jeg vil gøre mit ypperste for at filme reaktionen.

Hold kæft jeg glæder mig!

Stay tuned for hvalpeupdates. Og kan du ikke vente på næste indlæg om emnet, så kan jeg anbefale at følge med på Instagram hvor jeg flittigt holder jer opdaterede.

Lidt spørgsmål vi ofte får, og et par svar dertil:

  • Ja, vi har et par navne i tankerne
  • Vi ønsker os en hun hund
  • Vi skal gå til træning med den, og det bliver Bastian der fører an på den, han har allerede fundet steder der passer
  • Når den er gammel nok, skal jeg have den med på mine løbeture med de der smarte løbeseler der findes
  • Min yndlingsløberute er en 5´er ned til Bagsværd sø, og netop i den ende må hunde bade.
  • Vi skal køre hele hvalpetjeklisten igennem, så vi sikrer den bliver eksponeret for alt der er muligt
  • Vi HAR overvejet racen. MANGE gang. Og har fundet en hund der passer til os. Gravhunden, til eksempel ville jeg ikke kunne løbe med. Og det er super vigtigt for os.
  • Vi har allieret os med netværk og har heldigvis en skøn familie der glæder sig ligeså meget som os, og som står klar til at være hundepassere når vi skal på ferie og lign.
  • Vi bor 80m fra hundeskoven i Hareskoven

Lidt om Vizslaen:

Vizslaen er en mellemstor karamelfarvet jagthund. Den er måske samme højde som en labrador, bare slankere, og synes derfor lidt mindre. Man kalder den også en velcrohund, da den knytter sig meget stærkt til sin familie. Det er en fremragende jagthund og familiehund. Den er yderst god til børn. Den er super intelligent og meget lærenem. Den er oprindeligt opdrættet til at være en hund der kunne løbe ved siden af hestene i Ungarn, den er ultra adræt, og man kan derfor ikke løbe den træt (som med mange andre jagthunde). Tilgengæld elsker den at bruge hovedet og `hide n seek´ lege er et kæmpe hit og noget både den og vi elsker.

 

Følg endelig mit daglige, helt almindelige liv, på... Instagram -hvor jeg laver en kongestory (sku du spørge fra nogen) ... Facebook ... Bloglovin

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tænk hvis børn var voksne... og omvendt!