Tortur, Terapi eller Træning?

Jeg ved det sgu snart ikke længere. Imorgen kl 9 sharp, ruller min hamrende dejlige gymnasieveninde, Marie, og hendes skide søde mand op foran vores matrikel.

Mig? Jeg skal helst stå klar med ungernes (som jeg låner) rejsetaske, fyldt med rene underbukser, deo, en tandbørste og -pasta. Ved siden af mig skal mine ski være pakket i posen, sammen med stave og støvler.

På ryggen har jeg min trofaste rejsebuddy, en sort haglöf rygsæk. I den har jeg min pung, min tlf, en mobil oplader, et par bøger der handler om søskende, og en pose nybagte boller, som pt. befinder sig i køleren i dejform.

Vi skal til Sverige!

Vi skal sammen kæmpe os igennem Vasaloppet på mandag tidligt morgen.

Hvad planen er?

Vi er så svineheldige at vi kan bo I Maries forældres hytte. Hvor hendes mor laver mad til os. YEEHA! Vi lander lørdag aften v. 19-tiden i hytten. Hele søndag skal vi bruge på at hente startnumre, og klargøre gear. Og så går det løs. Mandag d. 27.2.2017 tidligt morgen, troppper vi op. Klikker skoene i skiene. Og gør klar til at gennemtæve 90 kilofuckingmeter på ski. Langrend ski.

Mandag aften skal vi sidde med jordens ømmeste stænger. De rødeste kinder. Og drikke rødvin til vi bliver pinlige.

Kæft jeg glæder mig til mandag aften.

Følelsen der trumfer lige nu, er Terapi. Jeg ser de 90 km som jävlig god terapi. 90 km, jeg skal bestige på under 12 timer. 12 timer i mit helt eget selskab. Kun underholdt af stilheden i fjellet. Den glidende lyd imellem sne og ski. Og mine egne tanker. Jeg tror det bliver godt.

På mandag? Er jeg sikker på at jeg, når jeg når de 45km, tænker. FUCK AF! Det er tortur. Og jeg er KUN halvvejs!!! RØV OG NØGLER!

Mandag aften!? Rødvin og fucking mange skulderklap over vi gjorde det. Og fik den fedeste oplevelse, og den bedste træning.

Mit mål er sgu ikke at hive en medalje hjem. Oh no! Jeg vil bare tonser gerne gennemføre.

Lige nu sidder jeg i sofaen hjemme på Kildeløbet, med et tæppe over benene. Til lyden af X-factor, småsludrende Anna, og Bastian der er ved at gøre kål på en pose chips, i baggrunden

Åh gud, jeg glæder mig til at se ungerne igen på tirsdag. Jeg savner dem allerede. Derfor også det dejlige billede af min yndlingsløve jeg imorges leverede i børnehaven. Og ikke mindst min bi, som slet ikke skulle til fastelavn, men insisterende (og meget bestemt) rakte bidragten op til mig imorges. Og i et uset øjeblik, sneg sig til at male sig i ansigtet. Men oh well, det er vist bare Anna i en nøddeskal. Skøre unge.

Ønsk mig held og lykke. I det omfang det er muligt, vil jeg snappe fra turen. In case man har lyst til at følge med dér.

Og huskede I at læse Blogsbjergs svar på `Mig og min Kiddo´??? Ellers DO IT!! De er mega sjove og rørende… Find dem HER!