Hyggelige Sculls og en update...

En mavepuster…

 

“Smil!” Skreg det inde i hovedet på os begge. “Bare smil!” Der sad 80 mennesker og kiggede på os. Vi stod på scenen, med hver vores blomsterbuket i armene. Vinderen er var lige blevet udråbt…

I ugerne op til havde nervøsiteten gjort sit indtog i vores kroppe, langsomt, men stødt. Og for hvert sekund finalen nærmede sig, havde den erobret endnu en celle. Vi havde knoklet som gale. Vi ville vinde denne her.

Lad os tage den fra begyndelsen.

I sommer ansøgte vi om at komme med på et program hos Reach For Change (som kort sagt er en non-profit organisation der støtter startups, somønsker at gøre en forskel for børn og unge).

I sensommeren blev vi tosset glade, da vi var blevet udvalgt til at komme til interview. Så langt så godt. Og vi forberedte os. Som gjaldt det livet. Og vi gjorde det åbenbart så overbevisende, at vi sgu kom med på første del af deres program (sammen med 9 andre seje startups). Accelerator programmet! Et 5 dages intensivt forløb hvor man arbejder i dybden med sin virksomhed. Jeg fik fri fra TDC og gav den hele armen sammen med Loui i de dage.

Næste step var incubator programmet. Men der var kun pladser til fem. Så baseret på de dage, på vores problemstilling, vores løsning, os som team, udsigterne til en bæredygtig økonomi i virksomheden, vores evne til at pitche og andet godt, udvalgte Reach For Change fem ud af de ti virksomheder der ville blive en del af deres 2-årige Inkubator forløb, samt en plads i finalen.

I løbet af de fem dage sagde vi flere gange til hinanden, Louise og jeg, at det føltes så åndssvagt godt at væres sammen med andre startups, der ligesom os brænder mere for at gøre en forskel, end for at blive millionærer. Sådan helt ind til benet. På intet tidspunkt i hele processen gjorde vi det for pengene.

Mandag d. 15 oktober, alt imens jeg var på ferie i regnvejr på Sicilien, tikkede der en mail ind…

I mailen stod der et stort tak for vores engagement i Accelerator forløbet, og at de havde haft nogle gode dage. Inde i mit hoved ventede jeg bare på ordene, “…, men det blev desværre ikke jer.… bla bla bla”.

De kom bare aldrig!

Tilgengæld stod der pludseligt.

“DERFOR… vil vi gerne tilbyde jer en plads på vores Inkubator forløb!”

OH MY GOD!!!!

“Og en plads i finalen, hvor I skal pitche om 400.000 kr.”

OH MY F……. GOD

Og så blev det real.

Kun fem virksomheder var gået videre. Og vi var én af dem!?! Vi var pave stolte og åndssvagt glade. Og langsomt begyndte det at gå op for os hvilken unik mulighed vi stod overfor. 400.000 kr! Tænk hvad sådan en kapital indsprøjtning kunne gøre for vores bette virksomhed!?

Derfor gik vi i krig. Vi øvede og trænede og læste og øvede og trænede, til vi var ved at brække os over at høre os selv pitche.

Vi tog hele vores sjæl og sind og passion og kogte ned til en boullion terning på 7 minutter. Vi visualiserede for os hvad vi ville bruge pengene på. For når man pitcher, skal man kunne forklare hvad man vil bruge dem til. Og det blev pludseligt så virkeligt og så tæt på at vi nærmest kunne lugte dem.

Fredag d. 9 november 2018 er en dag jeg aldrig vil glemme.

Jeg havde intet spist i noget der ligner 36 timer. Udover en sildemad. Jeg var så hamrende nervøs, at jeg ikke kunne være i min krop. Adrenalinen pumpede rundt i hver en vene og hver en åre, og det havde den gjort i noget der ligner 14 dage. Min krop var i alarmberedskab og fastlåst i en form for stress.

Men forløsningen skulle komme fredag d. 9 november.

Kl 10.30 gik vi på scenen. Med rystende hænder, en storisk ro og en sikkerhed der ikke var til at skyde igennem. Vi måtte vinde de penge. Inderst inde, tror jeg vi begge tænkte “den er hjemme den her!”. 

Og det gik godt, vi huskede det meste og vi nailede den pitch ned på sekundet foran juryen. Den svenske CEO var imponeret og sagde tusind tak for en GRYM pitch (som jeg valgte at oversætte til en kanon pitch).

Og så kom ventetiden. Vi skulle vente til alle havde været på scenen. Og de var fanme gode. Allesammen. Og det gjorde ikke noget godt for min nervøsitet. Juryen skulle votere, og gik over tid. MEGET over tid. Og vi var ved at gå ud af vores gode skind.

En mavepuster af kaliber

Og så blev vi kaldt på scenen. Alle fem virksomheder. Og der stod jeg. Med Louis hånd i min. En buket blomster i den anden. Og hørte min egen hjerne messe vores navn højt “Designed Learning!”. Jeg håbede så inderligt at det var det navn der blev råbt op. Til det sidste følte jeg vi havde den. Så da der blev sagt “Vinderen er…… MEPTEK”, så stivnede jeg. En klump i halsen hobede sig op, og den forløsning jeg troede jeg skulle have efter 14 dages intenst adrenalin kick, den kom aldrig. Tværtimod.

Jeg stod og knuede mine blomster. Og så hvordan alle vores gode idéer til børnefamilier bare smuldrede for øjnene af mig. Jeg var skuffet. Ked af det. Jeg ville bare ned. Hurtigt. Ved siden af mig stod de to seje gutter der vandt og blev overøst med komplimenter og klapsalver og fotografer og 80 mennesker sad og kiggede på os allesammen. Det var frygteligt. Ikke rart. At stå der til alle skue og tabe. Det var på alle måder ubehageligt.

Men vi kunne ikke bare gå ned. Vi skulle have taget billeder. Og jeg var som forstenet i et falsk smil. Min hjerne messede bare “SMIL!”. “Bare smil!” Der sidder 80 mennesker og kigger på os.

Men vi rejser os! Selvfølgelig gør vi det

Det har taget et par dage. Men selvfølgelig har vi rejst os igen. Det er sådan noget vi kan. Og så siger vi til os selv at vi er seje. Og at vi uanset hvad har vundet. For vi er med på et mega sejt 2-årigt mentorforløb med sparring og netværk i 17 lande. Så selvfølgelig klarer vi den.

På en måde var jeg glad for at jeg blev så ked af det. For de salte tårer der trillede ned ad mine kinder den aften, de var et synligt bevis på at jeg har alt mit hjerteblod i denne virksomhed. Og at det inderligt betyder noget for mig at lykkes med at hjælpe nogle familier.

Og så vil jeg huske mig selv på at ingen kan tage fra os at vi er officieller CHANGE LEADERS! Vi GØR en forskel. Og dét er fanme det vigtigste.

Inden jeg runder af (hvis I er nået så langt i denne smøre), vil jeg runde af med at sige TAK til ALLE der har heppet og støttet og kommet med gode idéer og tips undervejs. TAK!

Ja og MEGA tak til Loui, verdens bedste partner in crime! Du er for VILD!

ps vi fik sparring og hjælp af den sejeste retorikker, men hun er så særlig at det må blive et dedikeret indlæg til hende:-).

 

Følg endelig mit daglige, helt almindelige liv, på... Instagram -hvor jeg laver en kongestory (sku du spørge fra nogen) ... Facebook ... Bloglovin

7 kommentarer

  • Kim

    Jeg er helt på røven over at i kom så langt! I er vidunderligt seje og har det bedste koncept! Er sikker på at i kommer til at klare det fantastisk alligevel. Mange tusind kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kim

    Jeg er helt på røven over at i kom så langt! I er vidunderligt seje og har det bedste koncept! Er sikker på at i kommer til at klare det fantastisk alligevel. Mange tusind kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Det er vi os. Og vi håber så inderligt at du har ret. Vi kan mærke det i maven:-).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Øøøv! Men sejt I kom så langt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Æv æv æv, men herhjemme er vi mega glade for vores nærværs-dyrepakke og jeg synes det ser så lækkert ud alt det “nye” I har lavet. Hurra for jer🙌🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      EJ hvor er det dejligt at sidde og læse tilbage på kommentarene. TUSIND TAK!!!! Og fedt I er glade for den:-) TAK!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hyggelige Sculls og en update...