En mavepuster...

Skruk?

 

Jeg er simpelthen gået hen og er blevet skruk. Jeg har ellers været fast besluttet på at vi aldrig i livet skulle have flere børn. Niet. Nada. Nope!

Og det til trods for at vi laver noget overORDENTLIGT lækkert avl. Ja! Jeg er moren, og ja jer er aldeles farvet. Men for helvede, de er sgu da nice!

Og så var det at jeg talte med en veninde med tre børn. Og denne søde veninde sagde til mig

“DONT DO IT!”. Treeren VIRKER som en god idé. ITS NOT!”

og hun fortsatte (og sidder man lige nu og er gravid med nummer tre. Så stop med at læse, med det samme!)

“første barn er en kæmpe omvæltning. Den største faktisk! Andet barn er ikke kun dobbelt så hårdt, men 8 gange så hårdt. Tredje barn….!”

og hun holdt en lang kunstpause

“…vælter læsset!”.

Denne samtale fandt sted for noget der ligner et lille år siden. Og det lukkede og slukkede ligesom alle muligheder.

Tre børn til os? Aldrig i livet.

Og da slet ikke hvis der bare er 50% risiko for at de bliver ligeså elendige sovere som Anna. Det bliver et nej tak.

Men så blev jeg faster igen. I sommer. Til den dejligste. Nemmeste. Smukkeste. Lille babypige. En treer ovenikøbet. Og jeg dikke dikkede hele den uge vi var på Sicilien. Og jeg snusede og indåndede babyduften. Og pludseligt…. ud af det blå…

TIK TAK TIK TAK TIK TAK TIK TAK!

Og nu ser jeg krafteddermanme barnevogne, gravide maver, baby opslag, og sutteflasker ALLE VEGNE!
For helvede altså.

VI.SKAL.IKKE.HAVE.FLERE.BØRN!

Hvis dog bare det skide formeringsgen kunne lytte til fornuften og klappe kajen.

Nå men. Det bliver altså et nej. Vi går vitterligt fra hinanden hvis vi laver flere børn. Så vi holder her. Og nyder de to møgunger vi allerede har produceret.

En slags tirsdagstanker fra mig til jer. Nu hvor jeg ENDELIG kan trække vejret lidt igen og finde 5 min til at blogge. Damn jeg har savnet det, mit hoved er ved at eksplodere af gode blogindlæg… håber der bliver tid til flere.

 

Følg endelig mit daglige, helt almindelige liv, på... Instagram -hvor jeg laver en kongestory (sku du spørge fra nogen) ... Facebook ... Bloglovin

6 kommentarer

  • Mette

    Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan det er at have 3 børn, når de 3r i skolealderen. Altså når der er 3 x forældremøder, 3 x skolehjem samtale, 3 x 25 børns fødselsdage (hvis de skal med til kammeraternes), 3 x fritidsaktiviteter, 3 x barn syg, 3 x skoleudflugter, 3 x jul osv.. Kan det lade sig gøre at være 100 procent nærværende med 3 børn i skolealderen?
    Hilsen en mor der sindssygt gernw vil have nummer 3, men ikke kan gennemskue hvordan fremtiden ville være når man ikke kan mandsopdække 3 børn på samme tid..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    1. største omvæltning
    2. alt tid/energi går med børn
    3. vælter læsset
    Jeg kan godt huske den snak vi havde hjemme hos Ida. Her i huset har det taget 2 år – jep 2 år at blive normale igen ovenpå barn nr. 3. Men når det så er sagt er det det HELE værd! Men ja der SKAL være overskud til det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pouline

    Her var det: Den første var helt forkert. Hun kom 2 mdr for tidligt. Vi var slet ikke klar . Som i at det ENESTE vi havde købt, var en barnevogn. 6 uger på hospitalet. Voldsom efterreaktion hos mor her, da tøsen et 1,5 år. Jeg var sygemeldt med post traumatisk stress i 6 mdr. Nåh, op på hesten igen…. Jeg har altid vidst at jeg skulle have flere børn. Nr. 2 kommer da den første spidsbelastning er 2,5 år gammel. Født næsten til tiden. Sød og skøn lille pige (ligesom sin storesøster). Hun sov heller ikke godt om natten, men dog ikke kolik som den første. Da hun er omkring 2 år begynder hun (jeg) at sove igen uden at vågne 15-30 gange hver nat. Yippee!
    Så har vi snakken. Skal der er en 3’er til flokken? Vi har altid været rørende enige om at 3 nok er lige os. Men vi er trætte. Og pressede. Og begge er selvstændige med virksomheder, der også skal drives (så på en måde har vi allerede 4 børn). Så vi bliver enige om at det nok er smart at stoppe ved 2 arvinger.
    Og så sker det. Det uventede. I de følgende dage er jeg ked af det. Meget ked af det. Da jeg endelig bliver opmærksom på hvor trist jeg er, er det ord der falder mig ind “sorg”. Men hvorfor det? Det tager mig en hel uge at nå frem til at det skyldes den snak. At det ikke at skulle have 3’eren simpelthen gør mig smadder ulykkelig. Absolut ikke rationelt, men sådan er det. Så jeg tager snakken med Peter igen. Denne gang med tårene løbende ned ad kinderne. Heldigvis er han ikke svær at have med at gøre; “Jamen, så skal vi vel have den knægt eller hvad?”
    Og ganske rigtigt; 2 år og 9 mdr efter nr. 2 kommer sønnike. Han er nu 1 år og jeg er stadig træt. 😊 – MEN LYKKELIG! 😁😁😁❤❤💙

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Her var det mere sådan;
    Nr 1 – vildeste omvæltning, gør-det-aldrig-igen! Efterfødselsreaktion af den milde slags der fuckede med hele mit verdensbillede og mig selv som menneske og mor – det var jo ikke som jeg troede det ville være?!
    Nr 2 (efter 3,5 år); Shit! Kan det være sådan at få et barn?? Nem fødsel, ingen useriøse forventninger, styr på mig lort! Hårdt, jovist; men også skønt og roligt på trods af baby der kun powernapper..
    Vi skal da SÅ meget have en 3’er!
    Nu er storebror hjemme med sygdom på 9. dag – jeg er SÅ træt! Baby skriger på mor – storebror skriger på mor – en mere, no-fucking-way! Min krop er desuden ualmindelig dårlig til at være gravid og kan jeg byde familien det (igen)?
    Men åh – aldrig at skulle føde igen?? Aldrig at skulle have en lille bitte baby…
    Meget splittet forstår du nok….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cute – du ser jo også helt forelsket ud, på det billede 😀

    A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Haha hvor skægt 🙂 En time efter jeg havde født nr.2 tog jeg mig selv i at sige “så næste gang…” meeen lad os nu se. Jeg vil bestemt ikke udelukke en 3’er. På trods af at jeg hader at være gravid og de første mdr efter – altså ikke baby og sådan men søvnmanglen. Hold kæft den er hård😳😳😳

    Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En mavepuster...