Perspektiv

Jeg har en klump i halsen når jeg skriver dette. Det berør mig mere end jeg havde regnet med. Til trods for at jeg ikke kender de parter jeg taler om. Privat. Men jeg kan, alt for virkeligt, sætte mig ind i deres meget forskellige situationer. Og det sætter mine følelser igang og giver livets små udfordringer, perspektiv.

Anna sover virkelig dårligt. Men ved I hvad? Det er så uendeligt ligemeget. Så uendeligt ligegyldigt. Igår aftes faldt jeg over en profil på Instagram. Jeg sad som vanligt inde på Annas værelse, på en bobbles ting, med Anna svøbt i dynen i mine arme, og sang `Højt for træets grønne top!´ (don´t ask). Og ja, vi er tilbage i den dårlige rytme med grådfyldte putninger.

Så snart Banana begyndte at blunde, sneg jeg min tlf frem, og søgte nettet. Som jeg plejer. Et par billeder nede på Instagram, kom jeg til @camamamilla. Jeg kender ikke Camilla (som hun hedder) privat, men har fulgt hende længe på IG. Og hver gang hun lægger et billede op, finder jeg mig selv klikkende ind på hendes profil og scrolle billeder. Og hver gang bliver jeg efterladt med en følelse af at hun og hendes bette familie er PISSE SEJE! For tilbage i Oktober måned kom lillebror til verden. 16 uger før tid. Idag 7 måneder senere, er de stadig indlagt på OUH hvor de kæmper en brav kamp sammen, for deres lille Kalle. Jeg har al respekt for deres lille familie. Og den positivitet de går til det hele med. Jeg har længe villet give både Camilla og hendes mand, datter og lille Kalle, et kæmpe highfive med, her på bloggen. Og nu blev det. For igår fik jeg yderligere to strejf af respekt for både Camilla, og for familier der har en hårdere start end de fleste.

Det ene var at Camilla, til trods for deres noget træls situation, for nylig havde overskud til at starte en indsamling til en anden familie der også er indlagt på OUH. Det er eddermanme stort og flot! Camilla! Jeg fatter ikke hvor du får det fra. Hvis du læser dette, skal du vide at jeg hepper på dig (og Kalle), og at du har et kæmpe hjerte. Og dine børn er enormt heldige at have dig.

Det andet var et link til en (for mig) ny blog. En blog jeg ikke kendte til, førend igår, men som jeg tilfældigt fandt vía kommentarsporet på ét af @camamamillas billeder. Den hedder #GOVIGGA. Den er skrevet af Tilde. Og udover at være en fremragende skribent, så er hun også hudløs ærlig. Igår endte jeg med at læse hele vejen tilbage fra starten. Til første indlæg der blev udgivet 1 april 2017. I headeren på hendes blog står der: `Multihandicappet lille lækker skid med epilepsi´.

Shit altså.

Nogle mennesker formår bare at sætte tingene i perspektiv. Tilde, du og jeg kender slet ikke hinanden. Men du har i løbet af min putning igår, fået sat et gevaldigt fodaftryk i mit liv. Hvor er du vild at du formår at formidle dig ud af din (jeres) svære situation. Og hvor er du og din mand vilde at I tager det så topsejt som det lader til at I gør. Jeg er fan. Af jer alle.

Så i nat da jeg var vågen med Ansen de vanlige 800 gange. Eller imorges da hun og hendes bror i et uset øjeblik havde smurt sofaen (og sig selv) ind i en hel bøtte Nutella og min vandfaste (meget) røde læbestift. Mindede jeg mig selv om at det er ok. Det er bare ting. Det er ligemeget. Og så sendte jeg en milliard kærlige tanker til både Tilde og Camilla og deres familier.

For SJIT altså hvor er I seje. I gør mig mundlam. Og I får jordens største virtuelle high five og kram fra mig!

p.s. Imens jeg skrev indlægget gik dobbeltbetydningen I de to navne op for mig. `Camamamilla´…- Ja selvfølgeli KA´ Mama Milla (klare det)!!!. Og `VIGGA´….- VI KA´(klare det)!!! En lille sen fortolkning herfra Brønshøj. Hvor den i skrivende stund (00.30) giver fint mening:-).