Om at savne på forhånd…

Om 16 dage rejser jeg væk fra mine børn! I en uge. En hel uge! Jeg har ikke turdet skrive det på bloggen. Hvorfor? Jeg tror jeg har været hamrende bange for at nogen skulle tænke jeg var en dårlig mor. Man kan da ikke rejse væk fra sine børn i en hel uge?!?!?

Og ved I hvad? Jeg er nok den der er hårdest ved mig selv. Hver dag tænker jeg på om jeg mon kan skype med dem, eller om de vil blive kede af det. Hver dag får jeg en klump i maven over ikke at skulle kramme dem og snuse til dem i en hel uge. Hver dag savner jeg dem på forhånd!

Men ved I hvad jeg også ved (og trøster mig ved)? De er sammen med deres far hele ugen. Deres far der elsker dem ligeså højt som jeg. Og huset kommer til at rode, som det aldrig har rodet før, og August vil blive sendt i børnehave med pletter på trøjen, som i øvrigt ikke matcher bukserne (ikke pletterne vel!? Trøjen!). Det er lige meget. For det er et tegn på, at de har hygget sig og har haft fokus på at være sammen (og at Bastian er et rodehoved).

Mig selv? Når jeg først er afsted, kommer jeg til at have så RYGENDE travlt, at jeg ikke har tid til at tænke på noget som helst. Så i virkeligheden tror jeg, at det er de næste 16 dage der bliver de værste. Og så glæder jeg mig helt USIGELIGT til jeg lander i Københavns Lufthavn d. 15.7. For så ser jeg hele min klan igen, velvidende om at vi har 3 ugers sommerferie forude, SAMMEN! Dét føles godt!

Bare lidt onsdags tanker fra mig.

Klem Mama C