JINX!

Min lynfødsel. En fødselsberetning

Anna fødsel 4

Jeg fik vist aldrig fortalt jer hvad der egentligt skete den dag for snart 10 mdr siden. På Herlev hospital og omegn.

Det var d. 18 marts. Jeg var gået 6 dage over termin. Jeg var tromletyk. Men sådan er det med mig. Jeg bliver en hval. En drægtig hval. 1,5 meter i omkreds. BUM!

635611797677189853 1

Plukkeveerne havde drillet lidt, men det havde de sådan set gjort hele graviditeten. Og taget i betragtning af, at der gik 3 (TRE) dage med veer med August, så forventede jeg ingen lynfødsel.

D. 18 marts om morgenen stod jeg op. Afleverede August i vugger kl 9 og lagde ører til de samme kække kommentarer som de seneste måneder (ja flertal) havde budt på.

“Nåårh hvad så Dorrit? Har hun fået permanent opholdstilladelse derinde?”.

HAHA. Not! Når man er så stor som mig, begynder “nåårh det er vel os snart, hva´?” eller “Er du sikker på det ikke er tvillinger?” spørgsmålene allerede i 6 måned. “Øh nej. Faktisk ikk´.”, Og “Ja, medmindre de er sygt gode til synkronsvømning”. Så SHUT!”

Hjemme på matriklen var jeg selv kæk og i et forsøg på at komme dagens spørgsmål i forkøbet uploadede jeg dette billede kl 9.30 på Instagram. Med ordlyden

Still going strong”.

gravid ig

5 min. efter pakkede jeg maven sammen for at køre på Herlev, til (planlagt) Jordemoder visit. Lige inden jeg smuttede nåede jeg at give grønt lys til at Bastian kunne tage på en cykeltur omkring frokost.

Fremme i konsultationen ender jeg ved siden af en mormor-to-be. Hun var der med sin datter. En førstegangs. Og hun var snakkesalig. MEGET snakkesalig. I enhver anden sammenhæng synes jeg sådan noget er ganske hyggeligt og underholdende. Men lige den morgen, var jeg ikke i det talkative hjørne. De føromtalte plukkeveer begyndte nemlig at bide. Faktisk så meget at jeg havde det allerbedst hvis jeg stod op ad en væg. I ved, sådan støttende med hænderne og let foroverbøjet. Det var i selvsamme stilling at min jordemoder fandt mig.

“Hva´ sørensen Christina? Er du igang?”

Mig:
“NAAAA nai. Det er bare de satans plukkeveer”

Ind med mig i konsultation. Vi snakkede lidt førend hun siger:
“Sku´ jeg ikke lige undersøge dig? Bare lige for sjov-ish?”

Tjooow, det kan du da godt.

“Ja. Det er da nogle gode `plukkeveer´ du har dig dér. Du er 4 cm åben.”

Mig (vældig måbende). Jeg var 3 (TRE) dage om at åbne mig sølle 2 cm med August.

Jordemoder:
Jeg sætter mine penge på at du føder idag!”

Tilbage i bilen. Gik jeg kold. Jeg var slet ikke parat. Jeg startede og kørte. Den forkerte vej. Ind under hospitalet. Og har man nogensinde været på parkeringspladsen under Herlev. Så ved man at halvdelen af det man tror er udgange. Ikke er udgange. Jeg panikkede. Og begyndte at stortude! Jeg var slet ikke klar. SLET IKKE! Havde overhovedet ikke regnet med at det ville gå så stærkt. Var det virkelig idag? Jeg tudede så meget at jeg intet kunne se. Og da jeg blev ved at køre ned ad de blinde `udgange´. Tog det bare til. Tuderiet. Min krop blev overvældet af følelser og afmagt. Jeg holdt ind til siden og ringede til min mor. Hulkende i røret, fik hun mig beroliget. Jeg startede bilen igen og fandt ud. Jeg trak vejret dybt 3 gange og satte snuden hjemad.

Det tager 7 min. at køre fra Herlev hjem til os. Uden for myldretid. På den tid nåede jeg at have 2 temmeligt bidende plukkeveer. I det sekund jeg parkerer bilen foran huset og åbner døren. Spænder hele maven til. Som I et voldsomt greb fra ryggen og om på maven. Intensiteten øges gradvist. Men hurtigt. Jeg tænker.

“FUCK der var den! Nu kan jeg huske hvordan veer føles”.

Den gjorde så stjerne ondt. Så ondt at jeg ikke kunne sidde i bilen og ta´ den. Jeg måtte op og stå. Men ligefrem at stå bøjet henover postkassen. Dét ku jeg ikk. I det fjerne skimtede jeg vores vældig snakkesalige nabo med hund. 100 han ville indhente mig midt i veen på postkassen. Det magtede jeg ikke. Jeg måtte ind. Jeg bed tænderne sammen og stavrede ind i huset. Kurs kogeøen. Min ven! Min bedste ven når jeg har veer!

Bastian kom noget overrasket ud fra kontoret.
“Er du ok skat?”

Mig:
“Kan godt være du skal ringe til Mikkel og sige at du måske ikke lige når cykelturen kl 12. De gør lidt nas dem hér.”

Kl. var lidt i 11. Og jeg var sygt sulten. Bastian fik lavet en portion reste pasta til mig. Siddende på en Ikea skammel, henholdsvis spiste jeg og stod op for at tage en ve, med Bastian, min klippe, til at holde mine hofter sammen. En øvelse vi lærte på Apa da jeg ventede August. GULD værd for mig.

Der var 3.30 min. imellem dem. Bastian insisterede på at ringe til Herlev. Jordemoderen (lidt skeptisk, som de jo skal være), bad i den anden ende om at få mig i røret. I samme sekund skyllede endnu en ve ind over mig.

Bastian:
“Øjeblik! Jeg har lige et par hofter der skal holdes på plads”

1 minut efter hiver han røret op igen.
“Du kan få hende nu. Der kom bare en ve”.

Jordemoderen:
“Jeg behøves ikke at tale med nogen. I er mere end velkomne nu”.

Jeg var stadig overbevist om at vi igen stod overfor en flerdages fødsel. Og jeg magtede ikke unødige køreturer til Hospitalet. Så jeg insisterede på at vi blev hjemme.

Et kvarter efter.

“RING IGEN SKAT! Vi kører. NU!”

Imellem 2 veer fik jeg bakset mig selv ud i bilen. Overladende alt pakkearbejde til Bastian.

7 min. til Herlev, med 2 veer skyllende ind over mig i bilen, parkerede vi. Jeg tog en ve på p-pladsen. Opad af Bastian. Og husker blikkende fra et ældre ægtepar der kom imod os. Bastian stavrede med mig under den ene arm, og taskerne under den anden ind til elevatoren.

En ve senere stod vi uden for fødemodtagelsens automatiske glas skydedøre. Klokken var lidt i 12, I think. Mine solbriller sad i håret. Jeg måtte af med dem og bad Bastian om at finde etuiet.

Bastian:
“Hvor ligger det skat?”

Mig
“I min sorte håndtaske”

Bastian (rækker armene i vejret, fyldt med tasker)
“Er det én af dem hér?”

Mig
“Neeei. Jeg stillede den foran spejlet. Har du ikke taget den med? Den lille sorte. Du ved.”

Bastian (en smule nervøs nu. #don´tmesswithapregnantlady #especiallyNOTwheninlabor)
“Jeg tog alt hvad jeg kunne finde. Jeg kan altså ikke huske det. Det gik lidt stærk. Og der var lidt meget. Er du sikker? Det er ikke én af dem hér?”

Mig
“Ja jeg er sikker. Du har den ikke med!?”

“Du må hjem efter den. Jeg kan ikke lægge min solbriller i en taske uden etuiet. De bliver ridsede. Eller vi glemmer dem. Iøvrigt ligger vandrejournalen os deri.”

Bastian
“Seriously???”

Mig
“JA FOR HELVEDE!!!! KØR!”

Således blev jeg (selvvalgt) efterladt udenfor fødemodtagelsen på Herlev. I godt 10 min. sidder jeg og venter mutters alene. Indtil jeg som en anden Søren Bruun trækker den store sportstaske henover gulvet bag mig. Og imellem 2 veer får bakset mig om på den anden side af skydedørene og ringet på klokken. Jeg måtte jo hellere gøre opmærksom på at jeg var kommet.

Der går ikke mange øjeblikke førend en (jordemoder?) kommer ud og kigger på mig.

“Christina?”
“Kom. Vi har en fødestue klar til dig”

Mig
“Eeeeei. Nei, nei. Jeg skal bare tjekkes, hvor langt jeg er. Og venter iøvrigt lige på min kæreste”

Jordemoder
“Du er i aktiv fødsel. KOM SÅ!”
“Og din kæreste? Hvor er han?”

 Mig
“Han er hjemme efter mit solbrilleetui. Bare rolig vi bor kun 7 min. herfra.”

Jordemoder
“Are you kiddin me?”

I bakspejlet kan jeg jo godt se at det var top latterligt. Men jeg tager ikke pis på jer, når jeg siger, at i øjeblikket virkede det som det eneste rigtige at gøre. På det tidspunkt anede jeg jo ikke at Anna ville være ude blot en god time efter.

Jeg kommer ind på stue 2 og beder om at få fyldt karet op. Veerne skyller nu ind over mig. De bider godt til. Jordemoderen spørger lidt bekymret ind til hvor langt Bastian er. Jeg, der stadig er af den klare overbevisning, at mine fødsler er dagsprojekter, er ikke det mindste bekymret.

Det tog vel Bastian et kvarters tid førend han var tilbage igen. Med solbrilleetui.

Imellemtiden var jeg blevet iført det fineste hvide hospitalstøj. Ultra sexet. Og håndterede veerne så bravt (sagde jordemoder) at de havde plantet sig (hende og den studerende) i hver deres stol med en kop kaffe i hånden. What else to do. Jeg var vist den eneste fødende den formiddag. Så de skulle jo sådan set bare vente. Og så tjekke mig engang imellem.

Jeg fik klux. Kommer jeg aldrig til at bryde mig om. Men tanken om konsekvensen uden, er trods alt værre. Så jeg takkede pænt ja og fik det ordnet.

Bastian udstyrede mig med mine noise cancelling hørebøffer. Og i en lille halv time tog jeg den ene ve efter den anden med Mozart i øregangene. Lænet op ad sengen. Jeg husker ikke jeg sagde noget. Men i min journal står der noget om et primalbrøl i slutfasen…. Der må være kommet andre fødende på gangen.

Da badet er fyldt op vil de gerne lige tjekke mig inden jeg hopper i karet. Jeg er nu 8 cm. og det går virkelig stærkt med veerne. Vi beslutter at det når jeg ikke. Men da vandet stadig ikke er gået, har jeg stædig en forestilling om at der går laaang tid.

SVUUUUUSJ! Så kommer det. En skylle uden lige. Jeg ramte gulv og Bastian. Det var klart og fint. Og NU gjorde veerne virkelig av! Jeg kunne slet ikke kontrollere dem længere. Da jeg begynder på mine brøl (som de skrev) vil jordemoderen have mig op og ligge igen. NEEEJ tænker jeg. NEJ! Jeg magter ikke at komme op og ligge igen. Jeg har det så fint hér. Stående. Lad mig nu bare.

“Jamen jeg skal tjekke dig”

Allright then. Op med mig.

“Sådan Christina. Du arbejder virkelig godt med veerne. Jeg har sjældent været med til noget lignende. Du er nu 10 cm åben. Og jeg fornemmer at du har lyst til at presse. Er det korrekt?”

Mig:
“WHUUUUUT!!!??? NU?!? Skal jeg føde NU?? 10 cm. Er du sikker?!? Tjekker du ikke igen? (nej vent, lad vær´ med det). Men seriously. Jeg er da overhovedet ikke parat. Jeg har kun haft veer i et par timer…”

Jordemoder:
“Er du klar til at presse?”
“Nu holder jeg lige hér og så gør du PRÆCIS som jeg siger!”
“OKAY?”

Mig
“Overhovedet ikke klar. Men okay. Ja. Jeg gør ALT hvad du siger.”

Jeg pressede 5-6 gange i 8 min. Og så kom baby Anna til verden. 4200 gram på sølle 50cm. En lille tyk prop. Og gudesmuk!!!!

Anna fødsel 1

Hun blev med det samme lagt på mit bryst. Og tiden stod stille! Jeg elsker det øjeblik! Elsker det. Jeg suger det til mig. Øjbelikket hvor 2 mennesker mødes. Første gang. Jeg elsker det.

Og jeg elsker de smukke billeder jordemoderen fik taget af den lille familie. Mor, far og baby Anna. Vores datter. Helt perfekt.

Anna fødsel 3
2 1/2 time fra første ve til hun var ude. Og Jeg sprak ikke en krone. Ikke det fjerneste. Og moderkagen kom af sig selv. Tilgengæld mistede jeg en del blod. Så dér hvor vi troede vi bare skulle hjem og hygge os. Blev vi istedet indlagt. Det var vel ok. Men hold op hvor vi glædede os til at komme hjem og vise hende frem til storebror. Storebroren der uvidende havde været i vuggestue hele dagen. Og efterfølgende havde legeaftale med Aske. Så igennem hele forløbet sms´ede Bastian med Askes mor, der syns det var lidt sejt og vildt at gå rundt derhjemme med August og vide at han var blevet storebror uden at kunne fortælle ham det. Mormor hentede August hos Aske. Og var den første til at se Anna dagen efter. August altså. Et øjeblik og et møde vi heldigvis har både filmet og fotograferet. Et øjeblik jeg aldrig glemmer. Det ligger dybt i mit hjerte. Jeg elsker mine to børn. Herfra, op til stjernerne og tilbage igen. Og dét er rigtig langt.

Jordemoderen kvitterede ved afsked med et:
“Jamen så ses vi om et par år”

Mig
“OH NO. Det var sidste barn.”

Jordemoder
“Det var godt nok ærgeligt. Er du sikker? Du er en eminent føder. Hvis det fandtes som OL disciplin havde du lige fået en guldmedalje.”
“Og tusind tak for kanelsneglene”

Det var alt for nu. Tak fordi du læste med helt hertil. Det blev lidt langt. Undskyld. Men var svært at korte ned.

Kæmpe klem og god fødsel hvis du står overfor sådan én.

/Christina

p.s. husk at I kan følge mig på diverse medier:-)

Instagram

Facebook

Bloglovin
(så får du besked direkte i mail når jeg har griflet nyt)

   

17 kommentarer

  • Anne

    Det må være nogle virkelig fine solbriller. Kold kæft hvor er det sjovt!! (Og jeg forstår ikke hvordan jeg kan have misset din fødselsberetning)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for den fine beretning. Jeg venter selv mit 2. barn, og glæder mig til at opleve det hele igen. Din fortælling gav mig helt gåsehud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Ej hvor dejligt! Tror jeg må ind og læse den igen. Er lidt hyggeligt at genopleve. Og STORT TILLYKKE! 2. barn er vidunderligt!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Majken

    Åh, en fin beretning. Jeg tuder altid lidt, når jeg læser om andre fødsler (og vist egentlig også, da jeg læste min egen journal igennem for et par uger siden). Jeg har en blandet følelse af glæde og nervøsitet for næste (og sidste!) gang. Det er bare noget helt specielt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karmamilli

      Sidste gang (når man ved det) er bare noget helt specielt. Altså det var første gang også. Men sidste gang gør lissom et eller andet ved én. Man `nyder´ det på en anden måde. Hvis man da overhovedet kan bruge det ord om en fødsel. Er sikker på at din fødsel nok skal blive hammer god!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Suzie

      Tak for en fantastisk (sjov) fødselsberetning! Jeg er sat til at føde min 3. dreng om en måneds tid og har nu tredje dag på barsel (….hvilket bare er TOP skønt). Vil høre, om du stadig har sangene fra din playliste? Jeg planlægger en hjemmefødsel denne gang og vil gerne finde noget rar musik til fødslen. Hvilke numre havde du på listen? Hilsner fra Suzie

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      UH hvor spændende. 3 drenge. Det er flot arbejde! De siger jo at de sku være de sværeste at lave;-). Og ja du kan tro jeg har den endnu. Har du downloadet spotify? Så har jeg lagt linket til playlisten nederst i dette indlæg.

      http://karmamilli.dk/oxytocin-kram-og-kaerligheds-hormonet-godt-til-foedslen-og-livet-generelt/

      Og listen er, som du kan se i indlægget, lavet af sange/melodier der skulle fremme Oxytocin og derved give bedre veer:-).

      RIGTIG god fødsel. Og tak for ros. Giv endelig lyd hvis ikke du kan få det til at fungere. Linket altså. KhC

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Åh nu tuder jeg. Jeg elsker fødselsberetninger. Albert kom dagen før Anna, 7,5 time fra første ve til han lå på mit bryst. 8 cm åben på 4 timer med veer hver 3. Minut ca og det syntes jeg fanme gjorde naller. Så Yikes til hvor hurtigt det gik for dig. De var godt nok ikke meget for at jeg skulle komme da jeg ringede 3 timer efter første ve. Men jeg var ikke i tvivl om at vi skulle afsted, der var trods alt lige 35 min kørsel. desværre stod han skævt og blev stresset, efter en pressefase på over en time. Men ud kom han sørme (han blev sur og vrikkede sig fri da de for anden gang tog blodprøve på Hans hovede). og det var det fedeste jeg nogensinde har prøvet. jeg glæder mig til næste gang 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karmamilli

      PHEEW! Det har os gjort nuller naller!!! Og godt I kørte!!! Jeg tror på at man skal følge sin mavefornemmelse. Den har ofte ret. P.s. jeg elsker os´ selv fødselsberetninger:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Næsten som at læse om min egen fødsel – lidt skræmmende, men dejligt at tænke tilbage på

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karmamilli

      Ej hvor sjovt! Og ja lidt sært, men også rart. Glad for at høre at du os´ havde en god én af slagsen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skøøøøøøøn fødsel! Vil elske at dele den på min blog hvor jeg samler på de gode fødsler❤️
    Sejt at du ignorerede de veer! Det er første skrift mod en god fødsel, ignorer latensfase veer! Og så de der hørebøffer så du rigtig kunne gå ind i dig selv! Du får sgu også guld af mig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karmamilli

      JAAAA!!! Du må hjertens gerne dele:-).Og fedt at høre fra en prof som dig!!! Og tak for guldmedaljen:-). Jeg gemmer den på et godt sted.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Dejlig læsning. Hilsen en uden børn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh en dejlig historie 🙂 Elsker den slags! Den der følelse man får efter fødslen af at man kan læste hele verden, mens man er ved at sprænges af kærlighed – den er jeg ret hooked på 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karmamilli

      Åh tak:-). Ved lige hvad du mener. Nu skal vi ikke have flere børn. Men dét moment, ville i sig selv være grund nok til at gøre det igen:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JINX!