Hvis verden bestod af 3-årige....

Min Anna. Min mormor. Min Anna.

FW1Tænk at hun er min. Min Anna. Opkaldt efter min mormor. Nysgerrig på livet, fuldstændig som sin Oldemor. Oldemor Anna, der ALTID var den sidste til at lukke ballet, for som hun sagde “tænk nu hvis der skete noget, og man gik glip af det!?”. Ja tænk hvis. Jeg tænker nu hver dag, at min lille bette Anna har mere til fælles med sin oldemor, end bare navnet.

Min mormor, der var den sejeste mormor man kan tænke sig. Hun er efter sigende engang, midt i brødskæringen (som er et kapitel for sig selv. Min mormor og brødskæring altså) til morgenmaden i huset i Tisvilde, blevet overordentligt gal på en hveps. Den havde set sig lun på hende og sværmede omkring, som var hun en krukke med gylden klistret honning. Det blev min mormor for meget, så med en Ninjas snilde slog hun, med en ellers temmelig sløv brødkniv, ud efter den i ét hug. Og svusj delte hvepsen i to. SMÅkAGE! Bedstemor med slag i. Fristes man til at sige.

Min mormor var noget særligt! Og i virkeligheden har jeg længe haft lyst til at dedikere et helt indlæg bare om hende. Måske det kommer en dag? Men lige nu er det for sent og min hjerne for langsom.

Alligevel kan jeg ikke sove. Jeg har puttet August med historien om Rasmus Klump der holder fødselsdag. Igen. Ligget og holdt i hånd til hans øjne faldt i. Selv blundet en lille time. Og efterfølgende har jeg sammen med Bastian nusset omkring og gjort klar. Imorgen kl 10 kommer hele familien og fejrer Annas fødselsdag. Vi har pustet luft i balloner, og igennem serpentiner. Slået bolledej op og lagt en lagkage sammen. Jeg har snapchattet for alle pengene (jeg er vild med den app) og sidder nu i voksensengen med Anna gryntende ved min side, og kan ikke sove.

Og så kom jeg i tanke om min mormor. Og hvor meget Anna minder om hende.

Faktisk fik min mormor at vide som den første, udover Bastian. At jeg var gravid med Anna. Min mormor var temmelig syg, gammel (92), og afkræftet. Det var heldigvis gået forholdsvist stærkt. Hun havde mistet min morfar i den sene vinter. Og som man ofte ser, så følges to kærligshedfugle ad til det sidste. Det gjorde min mormor og morfar også. Jeg husker det var meget vigtigt for mig at komme ud til hende. Hun havde fået afasi hvilket gjorde at hun havde svært ved at tale. Det forår vidste vi ikke, om der ville gå en dag eller en måned. Men vi vidste godt at mormor var klar til at komme op til morfar. Vi havde kun lige fundet ud af at jeg var gravid, men jeg bad Bastian om at vi kørte afsted. Hjem til mormor. Jeg ville have hun skulle vide det. Hun skulle vide at hun skulle være oldemor igen. Jeg sad inde hos hende, mine mostre og mor var der også. De vidste endnu ikke noget. Vi fik 4 minutter alene. Mig og mormor. Jeg viskede hende det i øret. “Mormor, du skal være oldemor igen”. Hun havde ellers sovet. Men jeg ved hun hørte mig. For hun åbnede de dybblå øjne, ganske lidt. Kiggede på mig og gav min hånd et lille bitte klem. Før end hun faldt hen igen. Hun nåede at vide det. Det betød alt.

Og nu sidder vi her med en vidunderlig lille Anna der er så nysgerrig på livet, at søvn er en by i Rusland. Hun er pjattet med tøj. Er yderst socialt anlagt. Og går helst i seng som den sidste. Hun er en rigtig lille Anna.

Undskyld. Det blev lidt dybere end tilsigtet. Jeg havde åbenbart noget på hjerte. Jeg elskede min mormor. Og ÅH GUD hvor jeg dog elsker det lillebitte menneske der ligger ved siden af mig nu. Det lille menneske som vi skal fejre (igen) imorgen.

Min lille Anna.

KYS PÅ JER ALLE! Os til dig mormor. Jeg ved du læser med. Selvfølgelig har du fundet et sted i himlen hvor de har Internet.

p.s. hils morfar.

p.p.s lad vær at tjekke min snapchat.

 

Følg endelig mit daglige, helt almindelige liv, på... Instagram -hvor jeg laver en kongestory (sku du spørge fra nogen) ... Facebook ... Bloglovin

4 kommentarer

  • Sia

    Åhh sidder med gåsehud og tårer i øjnene❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      ÅRH ME TOOO! Har lige læst det igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, så vræler jeg lidt:( Ane er også opkaldt efter min mormor. Min mormor, som var det vigtigste i min verden. Hun nåede aldrig at møde min Ane. Vi var i gang med første fertilitetsbehandling, da hun døde. Jeg har skrevet mange indlæg om hende efterhånden, fordi jeg stadig savner hende vanvittigt meget.
    Hun lyder til at have været noget ganske særligt, din mormor. Så dejligt at du ser hende i Anna:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      ÅRH HVOR SØDT!!! Jeg vrælede også. Kan jeg afsløre. Mormor nåede heller aldrig at møde Anna. Du må have haft en vidunderlig mormor. Og så smukt at Ane (også) er opkaldt efter hende. KYS PÅ DIG!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvis verden bestod af 3-årige....