Det er bidende koldt.

Tårene triller ned ad mine kinder da jeg endelig når stationen, 1/2 min før A-toget med det blå skilt ankommer til perronen. Jeg har min cykel med. Så jeg står ved allerbagerste vognsæt hvor jeg ved der er plads.

Dørene åbner og et par trætte gymnasieelever stiger ud. En ung mand med en cykel smyger sig forsigtigt forbi de to passagerer der står tættest på døren. To mænd hvis alder er umulig at fastslå. Det kunne være alt imellem 40 og 60. Han trækker forsigtigt cyklen. Men ikke forsigtigt nok. Åbenbart. Om hans forhjul snitter én af de to mænd? Eller om det er cyklens blotte tilstedeværelse, det aner jeg ikke.

Men manden (uden cykel), hvis promille tydeligt ikke er for børn, er godt gal i skralden. På cyklen! Den får hele armen! Og den stakkels unge mand får fart på med at komme ud. Og så kan jeg, kampklar og modig, trække min cykel IND i toget. Forbi selvsamme cykelhader. Det går. Jeg kører baghjulet godt tilbage i holderen, slår støttebenet ned, griber min taske og går ind i stillekupeen. Uden at få øjenkontakt til den vrede mand og hans kammerat. Jeg skal ikke indbyde til ny diskussion.

2 minutter går der. Og så bliver den vrede mand for træt af at befinde sig i en CYKELVOGN! Så han beordrer kammeraten med ind i stillezonen (?). Yup! En fuldstændig (som i der sidder tre mennesker på hvert sæde) fyldt og meget stille stillezone. For ingen tør sige noget i en stillezone. Det ved alle.

Han er skide ligeglad.

Bogstaveligt talt. Og sætter pickuppen fast i brokkerillen. Den får alt hvad remmer og tøj kan holde.

“Jeg hader cykelister”

”De er nogle idioter!”

”Cykler?!? Bvadrfbd Jeg hader dem! Både her og på vejen”

”Hvad fanden laver de os i toget?! Hvorfor helvede. Ja. Sidder der ikke nogen ovenpå dem?!”

Han er vred. Det er tydeligt for alle. Han er aggresiv. Og til trods for at jeg sidder i stillezonen, klinet ned imellem en ung pige med næsering og en midaldrende herre i jakkesæt, er der ingen der siger noget. Jeg har aldrig oplevet at INGEN ikke siger noget, netop når NOGEN snakker i STILLEZONEN! Men det gør vi ikke. Ikke én blander sig.

Der opstår en form for stille konsensus om at hér blander man sig ikke. Så det gør vi ikke i de tyve minutter den vrede mand og hans kammerat får lettet trykket over hvor idiotiske cykler og cyklister generelt er. Og da de løber tør for tåbelige argumenter, får folk med mobiltelefoner i toget en omgang. Og inden de stiger af, når de også at servere en elegant sviner til alle der bor i Hundige.

Så kan man tale om at få det forkerte ben ud af sengen.

Nå, men god dag til jer også.