Kanditat til årets (LORTE)mor!

Jeg sidder i bilen. Det er fredag. Den store er på sin tredje uge i den nye børnehave, Bøgely. De kører et helt nyt (og ret sejt) koncept. De har bygget et nyt hus ude på legepladsen (jeg lover pointen, og historien, kommer 4 afsnit nede). Og hapset alle de store børnehavebørn ud i én samlet gruppe. Alle de børn der lige om lidt skal starte i skole, samtidig. De kalder stuen for Ørnen! (Til sammenligning går bettepigen på vuggestuestuen `Svalen´).

Vi er ved at afrunde den tredje uge af hans indkøring. Og jeg indrømmer det blankt. Den har været svær. Og jeg ved godt hvorfor. Selvfølgelig er det hårdt at flytte. Det ER det. Det er os hårdt at starte op igen efter ferien (det synes vi voksne os). Og hvis man så ovenikøbet starter nyt job (eller børnehave). Så er det fjorten gange så hårdt.

Men det er ikke det der gør udfaldet. Det der udgør den store forskel er alderen (ikke min, tosser! -Barnets!). Når man rammer de 5 år sker der noget med relationerne. De voksne på stuerne spiller gradvist en mindre og mindre rolle. De går fra at være den trygge base, og det faste ankerpunkt, til at være statister og rammesættere (er det et ord?).

Det er altså ikke nok at de voksne sætter sig ned på hug overfor den nye 5-årige dreng eller pige `Hej jeg hedder Karen Birgitte, og jeg ÆÆÆLSKER at lege med Lego. Gør du os det? ÅRH MANNER det håbede jeg du ville svare. Vil du være min ven?!?!?´. Nej det fiser rent igennem.

Nu er det vigtigste, relationerne til de andre børn!

Og jeg skulle hilse at sige at det er op ad bakke, at forklare Sofie Amalie med fletningerne at hun skal give Christoffer Mattheus med det karselippede hår og jordbær strygemærket på knæet, en god indkøring. Hun skal lege med ham. På kommando. BASTA!

DET.KAN.MAN.IKKE!

Jovist, rammerne kan sættes. Men relationerne. De er op til børnene.

Og det er hvor vi er nu. Og hvor vi var denne famøse fredag. I fuld krig med at få en god indkøring.

Vi spoler tilbage til historien. Jeg sidder i den lysegrå Peugeot, family wagon. Jeg har forladt moderskibet TDC, og har kurs og GPS indstillet på en spejderhytte i Herlev. Det er nemlig præcis dér, at min store dreng har leget hver dag (i regnvejr) i en uge.

Jeg er snu, jeg har regnet mig frem til at jeg er der 15.45. Det er perfekt! Lige indtil telefonen ringer 15.34!!!

“Ja hej! Det er fra Ørnen!!!”

Mig: “Øh hej?”

Ørnepædagog: “Ja August er ikke blevet hentet endnu!?!”

Mig: “Det ved jeg, det er mig der har tjansen:-)”

Ørnepædagog: “Jooo, men vi lukker 15.30 i dag!”

Mig: “……” (FUUUUUCK!)

Ørnepædagog: “Ja han sidder her som det allersidste barn. Alle andre er hentet!”

Mig “….” (FUUCK FUCK FUCK!) (I get the point! AV MIT HJERTE! Hvor KU jeg!?!?)

Mig: “Jeg skynder mig (i myldretiden og køen -as IF!), jeg er der om 10 min!!!” (FUUUUUUCK FUCK FUCK FUCK!!!!)

Jeg drøner ind på p-pladsen foran hytten. Kaster (bogstaveligt) bilen. Og flyver ind i den bette hytte. Alt ånder fred. PUHA! Og min søn er glad. PUUUUUHA! Ja de har ovenikøbet givet ham et stykke kage. Jeg krammer ham. MEGET. Og siger:

“UNDSKYLD SKAT!!! Jeg havde misset lukketiden. Det er jeg VIRKELIG ked af. Men SE hvor heldig du har været! DU har fået lov til at få et stykke af de voksne pædagogers kage, det er ikke noget alle børn får lov til!!!”

Barnet kigger mærkeligt på mig!?!?!

Vi takker pænt farvel, hægter op i barn, vådt regntøj, mudret termotøj, en pose med skiftetøj, en taske, et par gummistøvler, en halv liters sodavandsflaske med gær, vand og en blå ballon (?) og ønsker god weekend.

5 minutter efter sidder vi i bilen.

Mig: “Har det været en dejlig dag skat?”

Barn: “Ja, og alle de andre voksne kom og havde kage med og drak kaffe”

Mig: “????????” (stopper kortvarigt med at trække vejret)

Mig: “Hvad mener du putte? Kom alle de andre børns forældre med kage og drak kaffe!?”

Barn: “JA!”

Barn: “Undtagen mig. Jeg havde ikke nogen forældre!”

Barn: ” Og jeg fik 3 stykker kage. 4 med det jeg har i hånden nu!” barn rækker hånden frem med den meget blå kage)

Mig: “……………………………………………………….” (FY FOR EN PYFFER! Did I just do that!!!???!! ÅÅÅH NEJ DOG LILLE MAND. ALTSÅ!)

Mig: “Jamen åh lille skat, ej det er jeg ked af. Det havde jeg glemt i skyndingen. Blev du ked af det?”

Barn: “….” (tænkepause)

Barn: “Njaaar, jeg blev mere bekymret for om du kunne finde det og om du var ok?”

Mig: “…” (ÅH HERRE GUD DOG! Hvad har jeg gjort! Jeg har jokket i forældrespinaten. Jeg er jordens dårligste mor. Jeg bliver fyret. På stedet. Det er jeg sikker på. Lille mand. Altså. UNDSKYLD!!!!)

Mig: “UNDSKYLD SKAT!!! BARE UNDSKYLD!!!”

Og så bestilte jeg for 400kr sushi, tømte Rema for slik, og så tegnefilm imens vi spiste. Med andre ord. Jeg købte mit barn tilbage igen.

Men for SATAN den gjorde avs!

Til vores forsvar, var informationen om denne kaffe kage dag, kommet samme dag vi startede i Ørnen. Og sammen med (omtrent) én milliard andre vigtige beskeder og sedler om frugtordninger, ind- og udcheckning, OL, etc.

Jeg ved det godt. Det går ikke i nul. Men bare lidt da?

Er der nogen af jer derude der har gjort bare LIDT af det samme!?!? Åh please, lad mig ikke være den eneste…