Jeg siger det lige igen!

Husk den forsikring! Vi har kun ét skud i bøssen når det gælder tænder. Allright 2, hvis man medregner mælkebisserne. Men når de blivne tænder er dukket op. Er det for life.

Så gælder det satme om at passe godt på dem.

Jeg skal derfor fortælle jer en lille historie. I søndags sad vi og spiste aftensmad. Vi fik Spaghetti kødsovs. Klokken har lige rundet 18.30, da August kigger op på os med virkelig trætte øjne, og siger:

“Jeg er godt nok træt, er det ok om jeg går ind og hviler mig!?”

Bastians og min underkæbe ramte bordpladen som en anden Safri Duo.

“Say what?!?!”

Vi mener…

“Ja da min skat!”

August trissede ind på værelset og kravlede op i overkøjen. En køje der er placeret, rundt regnet, i voksen skulderhøjde fra gulv. Jeg gik efter, med Banana sludrende i hælene. Imens August hygger med en stofslange og får tøjet af. Stadig i overkøjen. Forsøger hans bette søster at finde en måde at komme op til ham på. Løsningen blev at trække en lille barnestol, af træ og flettet sæde, hen til stien. Efter et par forsøg gav hun dog op (heldigvis ville det vise sig), og kom hen for at hjælpe mig. Jeg sad 2 meter derfra og var i færd med at skrue den ene side af hendes tremmeseng fast.

Så skete det!

Jeg hører braget efterfulgt af et skrig og så gråden. 1 nanoskeund efter står jeg med August i armene. Han bløder. Fra munden. Han holder begge sine små hænder op for. Jeg er hurtig, men rolig. Det er åbenbart en evne jeg har i pressede situationer. Jeg går ud i køkkenet med ham. Sætter ham på køkkenbordet, imens jeg holder om ham. Beder Bastian finde frosne ærter (i pose) frem, alt imens jeg hiver en stofble fra bordet til mig. En eller anden pakker det ind. Jeg spørger August om jeg lige må kigge. Han flytter sine hænder fra munden. Og AV MIN ARM! En ordentlig (DYB!)flænge.

Vi må på skadestuen. Det er mere end hvad et plaster kan klare. Bastian har nærmest allerede ringet 1813. Og stukket mig røret.

August er holdt op med at græde, og sidder nu med Bastian på sofaen, en dyne omkring sig, og holder troligt isstofbleen op imod munden.

SEJE KNÆGT!!!

Vi bliver bedt om at køre på Herlev. Så det gør vi.

August siger IKKE et pip. Han er så eminent sej, at jeg ikke kan rumme stoltheden i min krop! SÅ SEJ! Og det bliver kun vildere!

Vi venter omtrent 1,5/2 timer førend vi bliver kaldt ind af den søde sygeplejerske.

De er 3 på stuen. En læge, en sekretær, og sygeplejersken.

Lægen spørger hvad der er sket. Og jeg forklarer. Alt imens jeg sidder på briksen, med August imellem mine ben, og dynen puttet godt op omkring ham. Jeg er stadig rolig. Og fortæller August alt hvad der skal ske. Alt imens jeg nusser ham i håret og mysser ham på kinden.

Lægen kigger på flængen. Den skal syes. Man kan desværre ikke lime på læben. Og de kommer hurtigt frem til at bedøvelse heller ikke er en option.

August må altså nøjes med lidt tryllecreme til at tage den overfladiske smerte.

Han har ikke pjevset én eneste gang! Han napper det hele i stiv arm.

Imens tryllecremen laver magi på den bettes læber, gør sygeplejerske og læge klar. Jeg sidder stadig og putter med August, og forsøger med rolig stemme at forklare ham hvad der skal ske. Uden at skræmme. Ud af øjenkrogen kan jeg se sekretæren kigger på os.

Jeg kigger op.

Hun ser mig i øjnene og siger.

“Det er det hele værd. Alt hvad du gør er så rigtigt. Du kan godt være stolt af din måde at være overfor ham på. Det er din fortjeneste at han er så rolig. Jeg har sjældent set lignende”

Og jeg voksede en meter! Lige dér på Herlev hospitals seng. Kæft jeg var stolt! Nu både af min søn OG mig selv.

Men han græd. Da han skulle syes. Selvfølgelig gjorde han det. For SHEISSE hvor må det have gjort NULLER NALLER! Får helt gåsehud på overarmene og ondt i knæene, bare ved tanken. ØV AV!

Han snøftede af, da vi var færdige. Puttede sig ind til mig og sagde.

“Nu vil jeg gerne hjem, mor!”

Udstyret med Lego magneter, en lille Lego supermand af en slags, en is, og diverse papirer, var vi klar til exit.

Lige inden vi smutter siger lægen.

“Husk lige at melde det til forsikringen. Ikk´? For selvom der umiddelbart ikke er sket skade på mælketænderne. Så sker det desværre nogle gange, at de blivende tænder har siddet inde bagved og taget skade. Og har I meldt det ind. Så dækker forsikringen til ungerne fylder 25 år! Bare husk det!”

Nu siger jeg det til jer, igen. Vi har jo været rumlen igennem med Ansen. Husk at melde potentielle tandskader til forsikringen. Egår!?

Og syns I så ikke lige jeg har en sej lille gut!!! Jeg er muligvis farvet. Men jeg er PAVESTOLT!!!! Og det er han os nu. Af sit PIRAT SÅR!