Jeg kan ikke sove…

Jeg har børstet mine bisser, gået lukkerunden, taget i alle dørhåndtag, tjekket de sociale medier og puttet mig under dynen. Men jeg kan ikke sove. Begge unger er syge, så Bastian er fortrukket til sin mancave (aka gæsteværelset), han forudså mange børn i ægtesengen i nat, og tog konsekvensen på forskud. Faktisk tror jeg han nyder det lidt engang imellem. Det gør jeg selv. At få lidt alene tid. En sjælden art blandt småbørnsforældre. Blot 5 min. efter forudsigelsen fik han ret. Så nu ligger jeg under min varme dyne i rent sengetøj, med baby Anna ved min side. Hun snorker en smule, på sin helt egen kære måde. Og så dufter hun skønt.

Måske jeg faktisk godt kan sove. Måske jeg bare ikke VIL sove.

Jeg nyder at hun er så lille lige nu. Jeg nyder hvert et minut med hende. Jeg suger øjeblikkene til mig. Indånder dem. Fanger dem i bittesmå drømmefangere og lægger dem ligeså sirligt ned i teeny fløjlsindbunde æsker. Minderne med mine børn. Jeg elsker dem.

Jeg ved at hvis jeg lægger mig ned og lukker øjnene. Så falder jeg i søvn. Det vil jeg ikke. Ikke helt endnu. Jeg skal bare lige have 10 min. mere med min sovende, fredfyldte, snorkende, og mest yndige baby Anna.

Åh hvor jeg dog elsker! Herfra og op til stjernerne og tilbage igen.

Blot et par dejlige tanker jeg fik lyst til at sætte ord på.

Må I sove helt igennem vidunderligt. Drømme skønne drømme uden monstre og flagermus, men fyldt med blomsterkranse, solsikkemarker, søde dybrødejordbær og rødvin (off course).

NAT NAT.

MAMA C