8 simple komma regler. Hvor mange kunne I?

Jeg er blevet en velcromor!

_MG_3152_sh

Jeg troede ALDRIG vi skulle blive samsovningstyperne.

Anna er, om natten, som et lille varmesøgende missil med pincetgreb. Med millimeters nøjagtighed famler hendes små buttede fingre sig frem til mine dertil indrettede (åbenbart) næsebor, og med en finger i hvert og en tredje i munden kan den unge dame lade sig falde trygt ned i drømmeland igen. Og KUN dér. For ve den der forsøger at komme ud af baby mikadoen! Ikke knapt har mit ansigt sluppet kontakten med baby førend selvsamme højlydt protesterer, at det var da jordens dårligste ide og få så den snude ned til mig igen. Tak!

Nogen gange siger jeg til Bastian, at jeg har Anna mistænkt for at forsøge at komme tilbage i maven på mig. Bare lige for en stund. Men hun kan tro nej. Jeg er færdig med at agere penthouse for minimennesker og da slet ikke minimennesker med en kampvægt på 10,5 kg.

Men åh gud hvor jeg altså elsker nærheden! Bortset fra de dage hvor hun har fået makrel, eller nogen har glemt at klippe hendes negle. Jeg er sgu blevet helt afhængig. Af nærheden, ikke af makrelfingre i næsen. Jeg tror jeg vil strække den så langt, som at sige at jeg er blevet det man kalder en velcromor. Jeg savner Anna øredøvende højt, bare jeg er på toilettet. Uden pis, det gør jeg. Det startede med et enormt puttebehov fra hendes side, der nu har udviklet sig til et velcrobehov fra min side. Vi er blevet en symbiose! Eller vi er aldrig holdt op med at være det.

Så om jeg begriber, hvordan det skal gå når jeg om 20 dage skal give slip, og køre hende i stilling til dagpleje! AAAAAV MIT HJERTE! #indenial. Hvis ikke jeg tænker på det, går det nok væk af sig selv! Gør det ikke? Jeg savner pisse meget at arbejde, og glæder mig ustyrligt til at stå i et par pumps i lækkert tøj og brygge en kaffe på kontoret, for at tage pc’en under armen og kaffen i den anden og smutte i vigtige møder. Men samtidig er jeg pisHAMRENDE drøn nervøs for at skulle vinke farvel til Anna, hendes brune krøller og store blå øjne. Indkøringen af hende bliver sgu ikke for Annas skyld. Næh nej! Vi er ude i en indkøring af mig! Jesus! Giv mig for silvan lidt styrke hér!!!

Så for Annas skyld og hendes velcromor, er samsovning og babymikado et koncept der har vundet indpas hos Honning Krukkerne. Åbenbart! Det blev sgi lidt hårdt for ryggen i længden, at stå på hovedet i tremmesengen hver nat. Måske det ovenikøbet er kommet for at blive? Samsovningen, altså. Jeg lurer iallefald på at anskaffe en madras til gulvet, bare til de dage hvor August også finder sin vej til ægtesengen. Ellers bliver det sgu for crowdy.

Klem mama Velcro.

p.s. billedet er taget af dygtige fotograf Maria Sattrup. Tak Maria:-)

 

Følg endelig mit daglige, helt almindelige liv, på... Instagram -hvor jeg laver en kongestory (sku du spørge fra nogen) ... Facebook ... Bloglovin

4 kommentarer

  • Stine

    Sådan kan man blive så overrasket. Jeg troede min datter på 1,5 år ville sove på eget værelse nu. Det gør hun så ikke, men placeret i min (eller fars ) arm sover hun og dermed jeg hele natten. Det er sgu meget værd.

    What Ever Works.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      WORD!!! #whateverworks. Og så er det jo os ret hyggeligt… Det meste af tiden. Tusind tak for kommentar Stine. God aften herfra sofaen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fantastisk indlæg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      ÅRH TAK DA VIRKELIG MEGET!!!😍. Kæmpe kompliment fra sådan en bloghaj som dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

8 simple komma regler. Hvor mange kunne I?