Er du bange for mørke?

Der er helt stille. Begge børn er lagt i seng og jeg går rundt i underetagen af huset. Klokken er 30 min. i midnat og jeg har min bror i tlf. Pludseligt hører jeg et bump og derefter skridt. På overetagen. Lige ovenover mig. Ved siden af dét værelse hvor August ligger og sover….

Et lille brudstykke af min ellers helt normale tirsdag aften. Efter 14 mandage. I streg. Havde vi en fremragende tirsdag. Glad dreng hjem fra børneren. Is hos frisøren. Mor/søn selfie på tilfældig trappeopgang i Vanløse. Picnic med frossen lasagne og rødvin i børneplastik og mega hyggelig putning med Peter Plys og hele hans hundredemeterskov. Kl 22.20 Sharp, var jeg selv glad og putteklar. Jeg går den sædvanlige lukkerunde af huset. I ved tjekker døre, tjekker Instagram, lukker vinduer, slukker lys, tjekker Facebook, holder bilnøglen op i vinduet på kontoret og tjekker at bilen er låst. BUM! Det var den ikke! Satans. Oh well, jeg trykker på `lås´ og tænker det må jeg have misset, da jeg kom hjem med træt børnehavedreng og MEGA sulten og grædende Baby A. Fokus var ligesom optaget. Under tandbørstningen fortryder jeg og går ud og tjekker at alt er som det skal være i bilen. IT´S NOT! Helvede og patter og en masse andre grimme ord. Der havde guhjælpemig været bisser inde i bilen. Ej altså hvor tarveligt. Og hvordan FILAN ku de se at den ikke var låst? Det er mig en gåde. De går vel ikke ned ad gaden og hiver i alle bilhåndtag. Eller?

Jeg panikker i det samme og bliver monster paranoid. Mig ind i huset igen. Låse dør. Tjekker HELE huset 40 gange. Igen. Og nu er det at jeg ikke kan finde vores ekstra nøgle. SHIT! Lå den os´ i bilen? Venter banditterne nu kun på at lyset bliver slukket og jeg går i seng? Ej nej nej! Og så bliver jeg mørkeræd. MEGA mørkeræd. Tør ikke engang kigge ud i haven. Så med min super søde bror i røret der forsøger at berolige mig, farer jeg rundt i underetagen og leder efter nøglen. Så er det jeg hører det. Bumpet. Og så skridt. Rigtige menneske skridt. Ovenpå. LIGE OVENOVER MIG. I stuen. FÅÅÅÅÅÅÅÅÅRK jeg er bange. Jeg er nede i vores soveværelse og forsøger at hviske til min bror “øjeblik, du må ikke lægge på”, “shhh”, “der er nogen”. Jeg går opad ad trappen og ved, at jeg ved næstøverste trin kan vende mig rundt og se hen i vores stue hvor skridtene kom fra. Kan slet ikke overskue det. Velvidende at vedkommende vil kunne se mig først. Åh hvor jeg hader mørke. ALTSÅ! På næstøverste trin vender jeg mig rundt. Og dér midt i stuen, går søde lille August rundt. I SØVNE!!! Det har han ALDRIG gjort før. SHIT hvor blev jeg lettet, men faktisk os rimeligt meget mere skræmt. Har I nogensinde set nogen gå i søvne? Han blev ved at gå ind i den futon vi har, som om han ikke fattede den var der. Da jeg går hen imod ham, vender han sig rundt, kigger op på mig og siger “Hej mor!”. “Øh hej skat?”. Jeg får møflet ham ned i vores seng og har nu begge unger samlet i ét rum. Sovende.

Så går projekt Alene Hjemme møder Storm P. sikring af huset i gang. Jeg får trukket samtlige gardiner for, tændt tilfældigt lys, sat tv på en kanal der kører shows hele natten, låst og lukket ALT. Dér. Midt i det hele får jeg brug for det gamle trick fra folkeren. Dét trick Tem og Tao brugte når de låste pigerne ude på drengetoilettet i gården på Høsterkøb skole. Tricket der hedder kosteskaft godt skubbet op under dørhåndtag, så dørhåndtag ikke kan presses ned og dør ikke kan åbnes. TJEK! Sådan så min hoveddør altså ud i nat. Jeg samlede alle vores værdigenstande, lukkede mig ned i soveværelset og satte alarm på HELE hytten. Overvejede et sekund om jeg skulle sætte snubleliner op (seriøst, det gjorde jeg). Eller skødesløst fordele August Lego overalt. Then Again. Vi har jo alarm…

YES YES så fik jeg brug for dét trick. Tak til Tem og Tao.

Halv to sov jeg.

Halv tre åbnede kantinen.

Halv syv stod jeg op. Drevet af tanken om at jeg og Anna sku sove lur ligeså snart August var afleveret. Not! August sover til 8 og vågner grædende og med søløvehoste. Jaja vi napper da lige en dag mere hjemme med begge unger.

Jeg ringer nu efter farmor!

Da farmor er på vej kalder August på mig. “Mor, jeg har ondt i hånden”. Jeg tjekker. På det her tidspunkt har jeg kogt 2 æg, der begge er nået blive hårdkogte OG kolde. Min morgenmad har bestået af et glas vand og August har fået køleskabskold lasagne. Jeg tjekker hånden. Og hans fine sår fra børnehaven er blevet gult. Jeg tænker, `det går nok´ og sæbevand. Men da jeg ser den røde streg der går ud fra såret og opad hans arm tænker jeg “hvem kender jeg der er doktor”. Min søde veninde fra gymnasiet, der er sygeplejerske, var lynende hurtig ved tlf og tjekkede billedet jeg sendte hende. Straks bliver vi beordret til læge. YES YES, nu står den på antibiotika med smiley system og karamelsmag til August i en uge.

Tapre lille August!

Antibiotika og Smileysystem

Min heltinde, farmor, og gazeindbundet August tog efter doktormand i Zoo for at jeg kunne sove. Den var tigerbaby A så ikke med på. Så vi sad i skyggen med fri bar. Det er vel hedebølge. Men så kunne jeg da i det mindste blogge mine frustrationer ud i en mindre roman.

Min eftermiddag slutter med et opkald fra en god kollega…