En stemme fra fortiden…

Det her indlæg er i udgivne stund, temmelig gammelt. Det blev skrevet for over 3 måneder siden. Nu havde det ligget i kladder længe nok. Så nu kommer det ud. Et par strøtanker fra min hånd. Eller hoved, om man vil. Måske I kender det???

Jeg sidder i selskab med de sødeste bloggerdamer, et selskab vi har været i noglegange efterhånden. Vil sågar kalde dem mine bloggerveninder. Snakken går, som altid, livligt og vi får berørt adskillige emner. Og meget naturligt kommer fortiden i fokus. Pludseligt viser det sig nemlig at Heidi og jeg begge er dimittender fra Sorø Akademi. Og at Nana har gået en klasse over mig på Toftevangsskolen i Birkerød. Verden er og bliver lille.

Og BANG, ved ordet Toftevang vendte det hele sig lidt i min mave. For nu vidste jeg godt hvad Nana ville sige, og jeg fik ret.

“EJ hvor sjovt, kender du så?????”

Og det gjorde jeg jo. Jeg vidste udemærket hvem Nana talte om. Jeg kendte dem så ganske fint. Jeg forsøgte at padle lidt.’

“Ork ja da, dem kender jeg sagtens, både Birgit, Sofie, Rune og Lars (da det er min blog, har jeg til anledningen fundet på navnene)”

I mit indre håbede jeg hun ville stoppe med at spørge ind og lukke den dér. Men det skete, som så mange gange før, ikke.

“Det er altså mega sjovt! Jeg taler med Birgit K nærmest hver dag. Og Rune er min mands bedste ven. Hvad med dig? Taler du stadig med nogle af dem?”

Mig: “Neeii ikke sådan rigtig” Forsøgte jeg mig med. Samtidig med at jeg undskyldende følte, at jeg behøvedes at forklare mig selv.

“Men jeg gik der jo os kun i 2 år og så skiltes vores veje”

“Men så skal jeg da hilse Birgit. Ej ja det skal jeg gøre”

Nu voksede klumpen i min hals, og jeg kunne mærke at min ansigtsfarve langsomt skiftede kulør fra beige til virkelig rød. Den ubehagelige følelse af pinlighed ramte mig som en smækket dør. Hvordan skulle jeg få det sagt. Jeg formulerede ordene inde i mig selv. Længe. Inden jeg anbragte mig selv i den noget akavede situation.

“Ja, det må du endelig gøre”

Fik jeg fremstammet.

“Men det er altså ikke sikkert hun kan huske mig”

STILHED! Larmende stilhed.

FUCK den sved! Følelsen af at være den upopulære pige i klassen skyllede ind over mig.

“Jeg var ikke ligefrem hende den højtråbende dengang. Eller hende drengene gad værdige et blik”.

I en alder af 34, befandt jeg mig således i mit eget hus, med mine egne ejendele, mine succeser og fiaskoer, som ét kastet 20 år tilbage i tiden. En stemme fra fortiden rungede i mit hoved. Det var ikke rart.

Til Nanas og de andre virkelig søde damers forsvar, håndterede de det så evindeligt godt. Der var ingen pegen fingre. Ingen mærkater eller andre mobberier. De hører fortiden til.

Men DAMN! Følelserne? Dem husker man for evigt! Kan I genkende det? Følelsen af en stemme fra fortiden, fra teenage jeg´et?

//C