En (s)koldkop kaffe

“Du ser lidt træt ud?”

Sagde min chef imorges, i samme sekund som jeg lod min brune læder taske dumpe ned ved min plads. Sandheden var at jeg i dén grad os følte mig træt. At jeg så troede, at jeg havde fået camoufleret det tilstrækkeligt med make-up og farvestrålende tøj, var én stor fejl. Jeg VAR træt. Faktisk ER jeg (stadig) træt.

Ikke engang min kaffe, jeg havde i hånden kunne peppe mig op. Til gengæld havde jeg også misset morgenmaden, til fordel for at ungerne fik tøj på og jeg selv nåede et bad, inden morfar kom og afløste. Og som syltetøjet på min vaffel, var(er) jeg vist os præmenstruel.

Men man kan sgu da ikke sige meget til det, når jeg har brugt halvdelen af natten på at skære antihistaminer ud i bittesmå stykker. Duppe skoldkopper med A-derma spray, blive sparket og slået og råbt at jeg skulle smutte, og i stedet finde barnets mor. For ikke nok med skoldkoppe-klø-smerte helvede, og 40 i feber, så tog vi da os´ lige en omgang natteangst. Stakkels August! Han må have så smerteligt ondt! Aldrig har han grædt, og skreget så meget som i nat. Efter et par timer fik jeg talt tryllepillen (antihistaminen) i ham, og fik fundet Ramasjang på min tlf. Så fra midnat og til halv tre.  SÅ VI RAMASJANG i mørket. August lå med sit lille (kløende) hoved på min ene skulder og jeg holdt telefonen med min højre hånd. Og ca. hvert femte minut faldt jeg hen. Jeg var stjerne træt! Og hvert femte minut blev jeg vækket af Augusts søde stemme, “mor sover du?”, “Du må ikke sove, der er Ramasjang!”.

“NEJ NEJ, jeg sover ikke……” (SNOOORK!)

Jeg sov SÅ meget.

Måske vi fik 4 timer? Jeg ved det ikke, men 6.10 tullede Anna rundt om sengen. Og var bestemt klar til morgenmad. Så jeg stod op. Eller min krop stod op. August? Vågnede halv syv. “MOAR? Jeg tror ikke jeg har sovet færdigt!?”.

“Nej skat, dét tror jeg heller ikke du har”

Nu sidder vi i sofaen. Mig og August. Bastian arbejder i et andet rum, Ansen er puttet. Jeg skal ordne noget arbejde jeg ikke nåede i dag, og August spiller Rasmus Klump sange fra iPaden for mig. Lige inden jeg hentede min Surface, fik jeg lov at tælle de røde knopper.

Jeg stoppede ved 158, og jeg havde kun talt nakke, ryg og venstre ben (jeg nåede ikke engang det allerhelligste sted, som er så hårdt ramt, at jeg skider højt og flot på natble og i stedet vasker dyner og sengetøj)….. Stakkels gæve lille gut!

Nu har jeg så googlet mig til et par gode råd, og skulle man have brug det? Kan jeg anbefale at klikke jer ind hos Cana og scrolle ned i kommentarerne, hvor hun beder om læserens gode råd (der er 69). Og ellers kan jeg MAX anbefale at tale om de røde knopper som noget MEGA sejt, så undgår man måske chokket, og at de bliver angst og bare vil have dem væk igen. Det ser sgu lidt farligt ud.

Hav en fantastisk torsdag (er det ikke torsdag?) FUCK JOW DET ER TORSDAG! Og jeg er lige kommet i tanke om at jeg missede torsdagskagen på arbejdet!!!! DOH!

Klem Mama C- der er glad for at få overstået det, men os har det lidt mut over at August nu misser årets sommerfest i morgen hvor han skulle (for første gang i sit lille liv) optræde som stærk mand i cirkus forestillingen! Indrømmet. Jeg havde glædet mig SOM EN GAL til at se min søde lille dreng optræde! Nu tuder jeg lidt over at han ikke kommer til det i år.

Har du aldrig set en skoldkop? Jamen everythings got a first:-.)