En skilsmisse i børnehøjde

Av mit hjerte! Mor og far skal skilles.

Det er året 1990. Jeg slæber mine tunge kondisko den lange vej fra Høsterkøb skole og op til bus 354 på Kongevejen. På ryggen vejer min skoletaske 1 kilo mere for hvert skridt. Over skulderen gnaver min sportstaske en mm mere ned i huden for hver meter jeg går. Forbi væveren, forbi Marias hus, forbi rideskolen og den store hvide gård med den lange indkørsel. Der er langt. MEGET langt. Jeg kommer for sent til bussen. Må vente. Hvor er min bror? Det kan jeg ikke huske. Blev han mon hentet? Det gjorde han nok. Han var jo de år yngre. Jeg sætter mig i det halvmåneformede grålige busskur med tags overalt. `Jeg elsker Kjartan´ `Sød Tøs´ `Sutter P..´. Jeg sidder helt alene imens bilerne suser forbi. Jeg har ondt i hjertet. Jeg savner min mor. Det er skiftedag. Endelig kan jeg skimte den gule bus over bakken i det fjerne. En ro og glæde spreder sig i min mave. Om lidt kan jeg hvile mine skuldre og sætte mig i en bus der bringer mig tættere på hjem. Mit andet hjem. Jeg viser mit busskort og sætter mig ind, lige bagved chaufføren. Som altid. Dér føler jeg mig tryg. På Holte st. stiger jeg af. Jeg husker stadig den allerførste gang jeg skulle køre ruten alene. Min far havde kørt en test tur med mig. På Holte havde han peget på busstoppestedet til 190 og sagt “Dér hvor den gamle dame står”, “Dér skal du stille dig hen og tage den sidste bus hjem til os”. Da jeg så skulle køre turen alene, var der ingen gammel dame. Af frygt for at tage den forkerte bus, endte jeg i stedet med at gå de knap 2 km fra Holte til Virum. Men denne gang huskede jeg det. Det var blevet rutine nu. Ud af 354, krydse vejen en enkelt gang og 2 stoppesteder nede til højre. Dér var skiltet til 190. Og så hjem. Hjem og være alene med kattene. Gin og Lime. Det hed de, for så mente min far at vi bare kunne kalde SJUS og så ville de begge komme…. Jeg var 9. Det var året 1990.

Det værste ved mine voksnes skilsmisse

Det gør ondt ind i hjertet. Som barn kan man ikke undgå at tage en del af skylden, uanset hvor godt de voksne tackler det. Bevares, man kan tale sig ud af meget. Og det bør man også. Men indtil da. Gør det ondt. Meget ondt.

Det var pinligt. Øredøvende pinligt. At komme i skole på skiftedagene. At skulle slæbe den store sportstaske med ind i klassen. Jeg prøvede gerne at snige den ind i et hjørne for helst at glemme alt om dens eksistens i løbet af dagen. Helst neglicere at det var min og at den overhovedet var der. Først når vi alle skulle gå og havde sunget “Nu er tiiiimen til ende og fra skole vi går…”, kom den tilbage i min hukommelse. Tasken fra helvede. Der skulle slæbes tusind kilometer ned til min far eller mor. ØV.

Det bedste ved mine voksnes skilsmisse

Det bedste ved at være skilsmissebarn, var at mine forældre var voksne nok til at tage den beslutning. For vores skyld. Min bror og jeg. Jeg husker meget lidt fra tiden før. Men jeg husker tiden efter. Rigtig godt. Ligeså pinligt det var at komme i skole med hele sit liv i en taske. Lige så fedt var det efter hver eneste ferie at være det barn der havde oplevet ultimativt mest. Vi fik jo 2 af alt. 2 sommerferier. 2 jule. 2 fødselsdage. 2 gaver. 2 af ALT! Senere blev det lidt for meget med 2 jule. Men da vi var helt små virkede det argument vanvittigt godt i børneretten for smooth skilsmisser.

Mine voksne flyttede fokus for os. Min mor gav mig lov til selv at gå ned til bageren og hente brød. Det er jo en minimal ting for voksne. Men det fyldte helt enormt hos mig!

“Må jeg virkelig HELT selv gå derhen?”

“ÅH TAK MOR”

“En kat?”

“Wuhuu vi skal ha en kat”

“Tak søde far”

En skilsmisse er hård for alle. Børnene, de voksne, vennerne, familien, ALLE. Det er aldrig sjovt, men nogengange er det det rigtige at gøre.

Mine bud på den gode skilsmisse

Jeg har selvsagt intet sammenligningsgrundlag. Jeg har kun prøvet en skilsmisse én gang og jeg skriver komplet subjektivt om hvordan jeg husker mine voksnes. Det bedste ved vores var at den var der. Selvfølgelig skal man arbejde på at det fungerer. Give den en tand ekstra og alt det der. Det er jeg med på. Vi gør det selv, B og jeg. Men man skal heller ikke blive med hinanden for alt i verden. Det kan ende med at blive verdens største bjørnetjeneste.

Jeg tror på 10/4 modellen. Den brugte vi. Det var enormt rart som barn at føle at man havde en fast base. Et hjem. Et sted der var lige lidt mere hjem end det andet. I den perfekte verden var det de voksne der flyttede frem og tilbage. Men jeg er os´ realist og det er da de færreste der kan få dét setup til at spille. Så er det næstbedste en skæv fordeling.

Del aldrig børnene. Medmindre børnene er store nok og har vilje nok til selv at bestemme. Min bror og jeg har det tætteste forhold man kan tænke sig. Vi har og er hinandens klipper. Det er guld! Og skaber ro! Én at dele oplevelserne med. Både de gode og de dårlige.

Vær chauffør. Om ikke andet bare for taskerne. De ekstra vel og mærke. Det skal ikke være barnets pligt at transportere dem rundt. Og havde jeg været større, havde jeg helt bestemt også sagt noget til mine voksne. De har givetvis ikke anet hvor meget det fyldte hos mig.

Flyt fokus. Hjælp ungerne med at få fokus på det nye og det gode.

Lyt. Aktivt til børnene. Giv dem en følelse af at det er ok at tale om dén voksne der ikke er der. Far forsvinder jo ikke, bare fordi han er flyttet. Eller mor. Far. Eller mor. Fylder ligeså meget hos barnet som før skilsmissen. Det skal der være plads til. Så må man som den voksne læsse af hos venner og veninder. Brug endelig ikke ungerne som skraldespande.

Jeg ved at dette indlæg muligvis vækker følelser hos nogen. Inklusiv undertegnede. Måske også vrede eller skyldfølelse. Det må det os godt, men det er vigtigt for mig at understrege at det på ingen måde er hensigten. Jeg tror på at alle forældre gør det bedste de er i stand til for deres børn. Også når de vælger at blive skilt. I virkeligheden var det slet ikke meningen jeg skulle lave dette indlæg. Jeg var i gang med at skrive om min kostskoletid. Og pludselig endte jeg hér. Det blev simpelthen for stort og ømt et emne til at kunne indgå under anden overskrift. Og så blev det sig selv.

Jeg er skilsmissebarn.

Det har givet mig ar på sjælen. Det gør sådan noget.

Men det har os gjort mig stærkere.

Det har gjort mig til den jeg er i dag.

Jeg husker tydeligt hvordan det var. Og pludselig onsdag aften gav det mening at sætte ord på det. Det skete ikke uden en klump i halsen og en knude i maven. Især første afsnit kan stadig vække følelser hos mig.

Så hvad håber jeg?

Måske at nogle voksne der er ved at gennemgå en skilsmisse kan få ord på hvad der sker i deres børn? Mine ord. Måske andre medskilsmissebørn, nu voksne, finder det rart ikke at være alene om de følelser? Måske mine voksne finder en tryghed i at jeg har sat ord på hvordan jeg havde det. Og at jeg er glad idag. Uanset elsker jeg stadig dem begge. Og det ved de godt!

Håber I alle har det godt og vil modtage dette lidt dybere, om end MEGET ærlige og sårbare indlæg, positivt. Alle personerne nævnt i dette indlæg har det godt i dag. Og vi har skippet dobbelt juleaftenerne. Ellers blev vi sgu for tykke.

Hav nu en skøn mandag og giv din familie et 30 sek. kram. Det giver så meget oxitocin. Glædeshormonet I ved. Hvis ikke I ved, så læs om det hér.

Klem Mama C

Følg og få updates på Karmamilli.dk
Facebook ? Klik her
Instagram – Klik hér
Bloglovin? ? Klik her