En sentimental hilsen fra luften…

Klokken er 2.38. Jeg åbner øjnene og kigger på uret. Igen. Det har jeg gjort med 5 min. mellemrum siden der stod 2.12. I min venstre side af hovedet kan jeg mærke Annas lille varme fod. Hun sparker mig, blidt. Hun er vendt 90 grader, fuldstændig som hun plejer. Som en anden lille grillkylling, bruger hun hele natten på at rotere rundt i sengen. Vores seng. Jeg lukker øjnene igen. Jeg forsøger at sove, men det føles umuligt. Jeg er så evindeligt bange for at sove over mig. Jeg har bestilt en taxa til at hente mig 5.20. Mit vækkeur er (for første gang i 4 år) blevet sat. Det skal vække mig 4.50. Jeg har kun sovet siden midnat. Jeg er sindssygt spændt. Flere måneders arbejde, intense aftaler i sidste øjeblik, et kæmpe puslespil er lagt, og nu er der mindre end 5 timer til at jeg sidder i flyet på vej til Toronto. Jeg savner børnene og Bastian på forhånd. Allerede. Jeg savner dem så meget at det gør ondt ind i hjertet. Jeg vender mig rundt, så jeg ligger og kigger på Anna, jeg flytter hende forsigtigt tilbage i udgangspositionen (som ikke er på tværs), jeg lægger mit ansigt helt ind til hendes og snuser hendes duft til mig. Jeg famler efter hendes lille hånd og falder i søvn igen.

Klokken 4.38 vågner jeg igen. 12 min før alarmen er sat. Jeg var hundeangst for at den skulle ringe, og vække Anna. Men jeg kunne heller ikke, IKKE, stille det. Risikoen for at misse mit fly ville være alt for stor.

Jeg sniger mig ud af babymikadoen, og lister mig ovenpå til lyden af mine knasende knæ. Som jeg dagligt bander langt væk. Ikke fordi de gør ondt. Næ, fordi jeg er så bange for at lyden skal vække mine børn. Tak volleyball.

Jeg gør mig klar og bærer taskerne ud til taxaen. Der er uendeligt mange mennesker i lufthavnen på det umenneskelige (selv for en småbørnsmor) tidspunkt. Jeg har checket in hjemmefra, så min bagage bliver smidt i drop of, og jeg sætter kurs mod Security. Vel igennem en noget voldsom kø, er jeg ved at arrangere en tallerken med en bolle og lidt ost da min tlf ringer i tasken. Jeg tager den op. Det er et facetime kald. Fra mig selv? Jeg er så træt at jeg ikke helt forstår hvad der foregår, indtil det slår mig at det er ungerne og Bastian. Jeg kaster bakken, med bollen og det iskolde (meget) hårde smør, fra mig, og tager opkaldet.

Anna toner frem på skærmen og griner mig lige op i hovedet. ÅRH søde lille pige. Jeg kan høre Bastian sige ”Det mooor, se, det moooor!”. Hun har fået en ny lyd, når hun bliver begejstret. Hun suger luft ind, fuldstændig som Forlæns og Baglæns fra Bamses Billedbog, det lyder på én og samme gang uber cute og virkelig sjovt. Den lyd laver hun. Jeg smiler til hende.

”Hej min skat, hej lille tulle”

Bastian drejer iPaden og jeg kan se August i sofaen. Han ligger med sin Kirsten (kaninen), og ser mut ud. Jeg spørger om han er ok. Bastian svarer ”August var bare lidt nervøs for at du var blevet væk, og aldrig kom hjem igen”.

Så græd jeg (og gør det igen nu hvor jeg skriver om det). Midt foran Starbucks i Københavns Lufthavn. Jeg forsikrede ham om at jeg ALTID kommer hjem igen. ALTID! Jeg løfter min højre arm, og holder håndledet ind foran kameraet. På den har jeg en halskæde, snoet et par gange. Den er farverig og fyldt med smukke plastik perler i alle former. Jeg har fået den af August for nogle måneder siden. Det er (udover min forlovelsesring), det smykke der betyder mest for mig. Jeg viser det til August. Og på ét nanoskeund lyser hans øjne op. Han bliver rævestolt og glad. Min lille dreng. Åh hvor kommer jeg til at savne ham.

Nu sidder jeg i flyveren. Jeg har fået en vinduesplads lige over vingen. Jeg burde sove, men mit hoved er fyldt med tanker. Og kvinden i ægteparret ved min side har et stort behov for at snakke. Allerede inden vi lettede havde jeg fået indsigt (og forevist) hele deres rejseplan i detaljer fra d. 23 juni og til dato. Fået fortalt at hun har været nonne i 10 år, nu er gift og har to børn (?), skal være farmor til jul og iøvrigt er ved at udvikle Alzheimers.

Måske jeg bare er typen man har lyst til at fortælle ting. Måske jeg bare skulle tage hørebøffer på og sove.

Nu sover hun, og det bør jeg også gøre. Om en time lander vi i Reykjavik, til halvanden times stop. Derefter napper vi en oversøisk tur til Toronto.

Over and out.

Mama C