Postkort fra Egypten

En mors mareridt

img_0218Her får I andet indlæg, ud af 12 som jeg skrev i Egypten (læs hér). Det her indlæg kan stadig give mig gåsehud og myrekryb. Aldrig har jeg været så bange for at miste mit barn. Læs med hvis I har lyst. P.s. jeg lover det ender godt!

En mors mareridt

Min morfar fortalte engang en historie om en han kendte der var røget igennem et løst brønddæksel og ned i Københavns kloakker. Jeg var 10 år. Alligevel sidder historien dybt i mig. Siden har jeg ALDRIG trådt på et brønddæksel.

Historien udspiller sig på et resort i Egypten. Børnene havde sovet fortrinligt. I egne senge. Hele natten. Kun afbrudt 2 gange af en sut der var blevet væk.

Jeg fik sågar løbet lige godt 2km i 33graders varme. Omkring kl 7.

Vi havde en hyggelig langsom morgen i vores 3 hotelsenge. Inden vi skulle ned i den kæmpemæssige spisesal (med den dårlige akkustik) til morgebuffeten sammen med resten af Mellemøsten og Europa. All inclusive bliver nok aldrig mig. #thereIsaidit #takmennejtak

Smurt ind i faktor halvtreds, iklædt badetøj og armene fulde af badegear og ekstra bleer, satte vi kursen imod strand og Beach pool område. Første bud, af ialt 3 poolområder, var allerede fyldt af håndklæder på solsengene (fik jeg sagt at jeg ikke er fan af det folk der sætter uret for at reservere stole?!?) (røvhuller) (undskyld) (men jeg mener det) (røvhuller).

Vi skifter til nutid for autensiteten…

Bastian går forrest. Jeg går et par meter bagved ham, med børnene omkring mig. Vi er stadig i poolområdet. Vi har lige passeret pølen og alle stolene. Vi træder ned fra fliserne, ud på græsset og går akkurat rundt om det lille bruserområde.

Jeg ser godt at August træder på et grønt plastik brønddæksel. Det latterlige er, at jeg kort overvejer at sige til ham at man skal være varsom med at træde på sådanne. Man ved jo aldrig. Og min morfar fortalte engang… og bla bla bla. Og bede ham gå ned. Men børn er jo hurtigere end ninjaer, og han står allerede på det. Jeg ser derfor ingen fare længere, og lader ham gå videre uden løftede pegefingre.

Hans lillesøster, som altid følger trop på ALT hvad han gør. Gør præcis det samme. Træder op på brønddækslet, med sine små buttede fødder i guldsandalerne.

Jeg ser det ske. Og kan stadig se det hele i slowmotion hvis jeg lukker øjnene. Som en ond drøm. Anna smiler over hele ansigtet. Hun glæder sig til at bade. Pludseligt. Ud af det blå forsvinder det grønne plastikdæksel under hende. Og hun er væk. Som suget fra overfladen.

Jeg skriger. Højt. Og bliver ved. Jeg husker det som en lang række af utroligt høje primalskrig der forlader mine lunger.

Jeg kaster alt jeg har i hænderne. Hun var halvanden meter fra mig. Nu var hun væk. Jeg ænser ikke andet end August der nu også skriger.

Tankerne flyver igennem hovedet på mig. De dårlige tanker. Hvor dyb er kloakken? Er hun skyllet ud i Rødehavet? Er hun kommet til skade? Kan jeg nå at gribe hende hvis jeg hopper efter? Er hun druknet?

Jeg er hurtigere end lynet. Og er på vej efter hende uden at ane hvor dyb brønden. Jeg forventer det værste. Men jeg kan ikke nå hende. Hun er nede i hullet. Jeg kan se hende et par meter nede, og der fosser vand ud i hovedet på hende. Hun forsøger at skrige. Hun er bange.

Jeg aner ikke hvor han kom fra. Men som sendt fra himlen kommer et par stærke arme, og hiver hende op. Han kan nå hendes små buttede håndled og i et rask træk får han hende op af hullet.

Hun er gennemblødt og ryster som et espeløv. Det gør jeg også. August græder. Af lykke og chok. Han troede aldrig han skulle se sin lillesøster igen. Det troede vi heller ikke.

Jeg griber hende i mine arme. Hun en blanding af skriger og græder og ryster på hele kroppen. Jeg knuger hende ind til mig. Og forsøger at berolige både hende og jeg selv.

Rundt omkring sker der en masse ting. Vi får håndklæder, solsenge, skygge og cola. Og en masse egyptere fra hotellet spørger om hunde ok og hvor vi bor. De er tydeligvis (også) meget påvirkede af situationen.

Hun har det godt nu. Hun har fået er par rifter på ben og arme. Og et kæmpe chok. Men ellers er hun ok.

Vi blev i poolen. Nu havde vi jo fået stole. En times tid sad hun hos mig og kom sig. Hvorefter vi tog abe med hen for at vise ham brønden og hullet. Vi nåede det lige. 5 minutter efter havde personalet fastgjort og sikret området. Søde og effektive. Det må man give dem.

Jeg er os ok. Nu. Men chokket sidder stadig i mig. Det kommer jeg aldrig til at glemme. Men hun er ok. Og vi har hende stadig med os.

Men jeg lover. At ingen i vores familie tør nogensinde træde på et brønddæksel igen. Nogensinde.

Fy for helvede et chok. En mors mareridt!

 

Følg endelig mit daglige, helt almindelige liv, på... Instagram -hvor jeg laver en kongestory (sku du spørge fra nogen) ... Facebook ... Bloglovin

   

16 kommentarer

  • Maja

    Jeg sidder også og tuder 😢 Shit altså! Godt at det endte godt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Jeg ved det. Det var slemt:-(. Men hun har det godt. Og DÉT er vigtigst!!! Tak for at du læser med!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Fuck, jeg er blevet en Tudemarie, efter jeg er blevet mor! Bevares, jeg vrælede af ALT før, men nu… !!!
    Efter at have læst din beretning, har jeg bare lydt ti at kramme min datter tæt og aldrig give slip igen. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      I KNOOOW DET BLIVER SÅ SLEMT når man er blevet mor. Og hvis det ovenikøbet også var slemt før (som mig), ja så er det ude af kontrol! Kram hende løs! Og tak for at læse med smukke Mette:-) KRAM

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina Stenderup-Larsen

    Hold nu kæft. Sidder her med kvalme og tårer i øjnene. Puha… Godt altid endte lykkeligt ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Jeg ved lige hvordan du har det. og JA! Godt hun har det godt. Og tak for at læse med søde Tina:-) <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Puha, fik helt ondt i maven og tårer i øjnene! Hvor var det godt, at hun kom op derfra med det samme!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Wow, jeg måtte lige scrolle ned for at konstatere at historien endte godt efter hun røg ned i hullet, for min mave ramte lige fødderne i skræk og panik, da jeg læste den del 😓 Pyh for en forskrækkelse – godt at alle er ok. Jeg kan dog godt forstå, at oplevelsen stadig sidder i dig, det kommer den nok til at gøre længe. Heldigvis er børn ikke så slemme til at tænke situationer “færdige”, som vi voksne, så hun kommer sig nok hurtigere.
    Kh Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Åh ja, det havde jeg nok også gjort hvis ikke jeg vidste den endte godt. Du har ret, heldigvis er hun ok. Hun kommenterer stadig på brønddæksler når vi går forbi et. Og nogen gange stopper hun op og kigger lidt på dem. Men hun træder ikke på dem. TAK FORDI DU LÆSER MED!!! KRAM herfra

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg fik det ondeste sug i maven da jeg læste dit indlæg 😱 Godt det hele endte godt – trods småskrammer og chok til hele familien. Elsker, at følge din blog på godt og ondt (dog helst godt☺)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Det kan jeg godt forstå, det får jeg faktisk også når jeg selv læser det igennem. Og ja SÅ godt det endte godt. Og MEGA TAK!!! Så sødt af dig med ros. Jeg elsker at du elsker at følge med:-) Håber du bliver hængende i lang tid endnu. KRAM PÅ DIG!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Føj for pokker for en oplevelse! Godt at der ikke skete mere end der gjorde og gudskelov for at der var en der bare sprang til med det samme. Puha. Kram til jer

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      Ja jeg sender ham kærlige tanker dagligt for at redde hende op igen. TAK FOR KRAM og for at læse med:-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla F

    Puha. Sidder med tårer. Har engang fået suget min søn væk under vandet i badeland med strøm i vandet og føler den panik lige nu. Frygten for om man kan nå at redde sit barn.
    Vi nåede det og I nåede det, for børn skal leve, de skal bade og de skal være glade.
    Jeg træder heller aldrig på dæksler igen og jeg holder fortsat mega godt fat i mine børn i vandet.
    Alt er godt❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina Havning

      ÅH GUD NEJ DOG! Det har virkelig heller ikke været sjovt. Godt at han også er ok. Og du!!! ALT ER GODT<3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Postkort fra Egypten