Motorvejsminder, en genfunden veninde, og en privatdetektiv

Klokken var blevet 22, inden vi kom afsted.
Det havde været alt for hyggeligt. På bagsædet havde August underholdt med hvor lidt træt han var, og hvor meget han skulle hjem og lege, 5 min førend der blev slukket og lukket hos ham. Så med to boblende børn, blinkede jeg af ved afkørslen til Frederikssundsvej.

Idet jeg speedede ned og kørte langsommere, fornemmede jeg følelsen i kroppen af bilens ændrede rystelser og lyde. Jeg fornemmede det skarpe sving der bare fortsatte i en uendelighed, og hørte lyden af blinklyset der taktfast afslørede at vi skulle svinge til højre. Jeg blev med ét kastet tilbage til barndommen, og kunne genkalde følelsen af, at være skvattet om i bilen på vej hjem fra én af mine forældres middagsaftaler. Følelsen af at kunne høre de voksne snakke henover bilstøjen, imens man langsomt lod sig overgive til søvnen. Men også den stærke og velkendte følelse af snart at være hjemme. Man vidste, uden at kigge ud af vinduet, præcis hvor man var henne. Men kendte de sidste sving, og vågnede langsomt op når bilen kørte ind på den grusede gårdsplads. Og hver gang håbede man at bilen bare ville fortsætte med at køre, for det var så hyggeligt at ligge der og sove. Jeg tror mine børn havde den følelse igår.

Igår var vi til middag hos min veninde og hendes mand. I Fredensborg. Min veninde jeg mødte første gang i 10 klasse. Vi hang ud som ærtehalm og søstre i gymnasiet. Og så fløj vi i hver sin retning, til hvert sit land, og hvert sit studie. Og så skete det, som ofte sker, at vi i en lang periode mistede kontakten. Indtil vi en dag ringede sammen, for godt 4 år siden, og begge tog røven på hinanden. Sort of.

Mig: Jeg er gravid!

Veninde: Det jeg os!

Mig: WHAT? Jeg er sat til slut Juli

Veninde: Det jeg os!

Mig: Vi skal have en dreng.

Veninde: Det skal vi os.

For at toppe den, hedder vores drenge næsten det samme, bortset fra endelsen. Og det er IKKE koordineret.

Det er fanme fedt at genfinde sin bedste veninde. Hun kender mig tosset godt. Stadigvæk. Og da jeg ringede og fortalte at vi havde sat hus til salg, kvitterede hun med samme info. Det havde de også. Og vi taler med få dages mellemrum. Dét er sgu da syret, eller meant to be om man vil.

Nå apropos overhovedet intet, får jeg en sms fra min far på vej hjem i bilen. Han har fundet en herrejakke og en Nivea deodorant (?) i deres indkørsel. I lommen ligger der en seddel med en adresse. Og han ville bare lige fortælle at han nu er blevet selvbestaltet privatdetektiv. Far for faen. Hvis ikke I allerede har læst indlægget om ham? Så gør det lige HER.

Nu er det blevet torsdag morgen. Jeg har sneget mig nedenunder i soveværelset. Jeg havde brug for 5 min. migtid. Jeg har været alene med børnene siden mandag. Og ikke haft 8 nanosekunder til at få ladet mit blogbatteri op. Så jeg stirrede på Bastian og insisterede på at få lidt tid til mig og bloggen. Det føles åndssvagt godt.

Nu vil jeg trykke udgiv, så vil jeg drible op under den varme bruser, og så vil jeg hapse begge børn med over til hende her, hvor de kan brænde lidt krudt af. For ligeså god en idé det føltes som igår, at de var længe opppe. Lige så dårlig en idé føles det som idag… For faen altså. Sig goddag til en hel dag med pjevs. Oh well vi har alle vores mærkesager. Min er denne. Og åbenbart ikke søvntider.