Siden sidst #3

Det er okay, det skal nok gå.

anna3

Jeg lukker døren og går ud. Tårerne presser sig på. Foran mig ser jeg Anna, i de små gule gummistøvler hun elsker så højt, trisse i hælene på sin far. Jeg hører døren bag mig gå op igen, og vender mig rundt, Elise står på trappeafsatsen, og vifter med en paptallerken forklædt som påskekylling.

”Du glemte denne her!”

”Anna har lavet den.”

Tårene pibler ned ad kinderne på mig.

Fuldstændig som de gjorde det, allerførste gang jeg afleverede Anna i Elises favnfor næsten ét år siden.

Hun har været guld værd. Det var et rent tilfælde vi fandt hende. Og det har jeg ikke fortrudt ét sekund siden.

De første uger sendte hun mig sms-statusrapporter hver dag på, hvordan Anna havde det. Jeg bad ikke engang om det, det var bare noget hun gjorde. For sådan er hun.

Og hver evigt eneste morgen blev vi mødt af et smil og det dejligste godmorgen. Ikke én gang var hun syg. Og når hun skulle på ferie eller lignende fik vi informationen i så god tid, at man kunne nå at stille hele bedsteforældreeliten klar i fronten.

Men vigtigst af absolut alt! Anna elskede at være hos Elise.

Nu er det slut. Fra i morgen (red. som blev idag, da jeg var for træt til at udgive indlægget igår) er hun vuggestuebarn. Vi fik tilbuddet om pladsen få dage før, at vi fik buddet på vores hus. Sådan er skæbnen nu engang. Havde vi da vidst at vi snart skulle flytte, havde vi beholdt Anna hos Elise. Men de højere magter ville os det anderledes.

Og det er okay.

Siger jeg til mig selv.

Det er okay, det skal nok gå.

Og trøster mig ved at Annas bedste veninde, Leonora, som hun har gået i dagpleje med, starter samtidig, i samme vuggestue. Samt at August i 2 uger, dagligt, fortæller Anna, på sin ultra søde storebror facon, at nu skal hun snart ned og gå sammen med ham. Han forsikrer hende om at hun skal sidde hos ham når de har fredagssamling, at han vil komme ind og lege med hende på hendes stue, og at han vil skubbe hende på legepladsens gynger.

Og så smelter jeg.

Og tænker at det ER OKAY, det skal nok gå.

De skal aldrig skilles ad de to. De er hinandens bedste venner. Og selvom Elise har været noget af det bedste vi har gjort for Anna, så har det nevet en smule i mit hjerte hver morgen, når jeg har bedt ungerne om at vinke farvel. Til hinanden. Det hjalp ikke synderligt på situationen, da det forleden kom direkte fra bagsædet, og Augusts hjerte.

”Mor, jeg savner Anna, hver morgen når vi afleverer hende.”

ÅH GUD.

Det ER okay. Jeg VED det er okay. Det kommer til at gå.

Og jeg ville aldrig have gjort det om. For min holdning, som jeg vidst nok også nævnte hér. Så tror jeg at den langsomme start på afleverings- og institutionslivet som børn får igennem en dagpleje. Er god for alle. Vi valgte det med August, fordi der var venteliste til institutionen. Og blev så glade for det, at vi gerne gjorde det igen. In case, nogle skulle sidde og undre sig hvad min holdning var. Jeg blev spurgt for nylig og tænkte det var passende at flette ind hér.

Men i morgen (red. det var så idag) vil jeg altså aflevere 2 børn. Samme sted. Og jeg glæder mig. Eller det vil sige, Anna skal ikke afleveres sådan rigtigt, første dag er vi kun på besøg et par timer. Men på onsdag, tror jeg hun får lov at være der alene. Imens jeg sidder i personalestuen og drikker kaffe.

Det skal nok gå. Det er helt okay. Og mine børn har hinanden. Det er det vigtigste for mig.

 

 

Følg endelig mit daglige, helt almindelige liv, på... Instagram -hvor jeg laver en kongestory (sku du spørge fra nogen) ... Facebook ... Bloglovin

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Jeg elsker, at I skriver kommentarer til mine indlæg! Så SKRIV SKRIV SKRIV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Siden sidst #3