I de sidste 36 år…

…har jeg boet 16 forskellige steder

…bla. i Madrid, Honolulu, Bjerringbro, Amager, Nørrebro,

…er jeg blevet matematisk student

…har jeg lært at cykle, surfe, stå slalom, stå langrend

…er jeg blevet mor til to børn

…har jeg brækket én arm og ét ben

…har jeg i 27 år troet at jeg ikke kunne lide karry, men så mødte jeg Bastian. Jeg elsker karry. Åbenbart.

…har jeg gennemført en Marathon

…har jeg boet 4 år på kostskole

…har jeg én gang siddet på inspektørens kontor, fordi jeg kom for sent. Og var for genert til at gå ind i klassen. Istedet sad jeg hele dansktimen og drak kakao hos Søren

…har jeg gennemført Vasaloppet (90km langrend)

…har jeg fundet ud af at jeg ikke kan smage forskel på vingummibamserne, men stadig insisterer på at jeg bedst kan lide de røde

…har jeg haft lyst til at købe en gravhund 457 gange

…har jeg lært at svejse

…har jeg været én gang i Calella og det var fint. Alt rigeligt

…har jeg uddannet mig til ingeniør

…har jeg aldrig rigtig lært at drikke kaffe, omend jeg gør det hver dag (med RIGTIG meget mælk. Og sukker)

…har jeg glædet mig til juleaften og min fødselsdag lige meget, hvert eneste år

Når jeg vågner er det min fødselsdag.

Fredag d. 29 december for 36 år siden så jeg verden for allerførste gang. På toppen af Riget, en kold decembernat, med udsigt over Københavns tage.

Egentligt skulle vi ikke holde noget. Men vi er kommet så tilpas meget ned i gear i juledagene, at overskuddet meldte sig og vi i sidste øjeblik inviterede til ost og pølse bord for familien. Og jeg glæder mig. Om 51 minutter fylder jeg 36 år. Indeni er jeg stadig 25, når jeg ser mig i spejlet, er jeg stadig 25. Ikke at jeg vil være 25 igen. Jeg har det strålende 10 år ældre. Men det er sgu da fascinerende som man kan snyde sig selv. Jeg elsker at have fødselsdag, og kan ikke vente til ungerne og Bastian synger mig op imorgen, efter jeg har fået lov til at sove længe. Så klart.

Men kender I det der, man er MEGA træt. Man burde gå i seng samtidig med begge børn. Men man har bare sådan glædet sig til den der mig-tid, at man ender med at holde sig vågen til midnat. Bare for at få så meget mig-tid klemt ud af citronen. Og så er man kamp træt dagen efter. Kender I det? Sådan har jeg haft det (igen) i aften. Men nu må jeg gå ind. Klokken er snart 23.30, og jeg har været træt siden kl. 18. MÅ.SOVE.NU!

Godnat søde mennesker derude bag skærmene. I skal vide at jeg er evigt taknemmelig for hver og én af jer der har lyst til at læse med herinde. TAK.

p.s. vil man læse min mors fødselsberetning fra da jeg blev født? Så kan det gøres lige hér.