Organdonation -ægte fortællinger del 2

`Den dag jeg blev enke´ Patricia (@uperfekt_zak) har sendt mig hendes historie. Og den rørte mig dybt. Den har flere gange været oppe og vende i min bevidsthed og jeg kneb en gevaldig tåre da jeg læste den. Patricia, tusind tak fordi du ville dele den med mig, med os. Tag rigtig godt i mod Patricias historie. Fredag den 18 september 2009 havde vi mine forældre til spisning og vores ældste søn spørger far; ” Far, hvad hvis det tog du køre, køre galt og du dør”  Far siger; ” Det kan ske, men det gør det selvfølgelig ikke”. Far tager af sted på arbejde kl. 4.00 lørdag den 19 september 2009. Lørdag morgen kl. 6.57 19. september 2009 vågner jeg...

Er du organdonor?

Siden jeg kunne, har jeg trofast båret en lap papir rundt i min pung om at jeg var organdonor. Med et stort fedt kryds ud for “JA, du må bruge alle mine organer, hvis du har lyst”. Jeg er donor I 2002 har jeg været inde et sted og notere det digitalt, nu står det i systemet at hvis uheldet skulle være ude, behøves lægerne ikke engang at ringe til nogen. Det figurerer under mit cpr nr. Ja, man skal ikke engang spørge familien. Hvilket jeg tænker i netop den situation må være rart I Danmark har kun 24% taget stilling til organdonation. Det svarer til 1,1 mio. Og vi er altså 5,8 mio. Ergo må der sidder 4,7 mio...

Kvindetanker

“Nu skal jeg fortælle jer om forskellen på en mands og en kvindes hjerne!” Jeg sad sammen med 4 andre kvinder og én mand. Vi havde møde i forældrerådet i børnenes gamle institution. Og det var manden til mødet der midt i en intens snak imellem de 5 kvinder, afbrød os alle med ovenstående sætning. “Forestil jer en kæmpe stor væg fyldt med små skuffer. Det er en mands hjerne.” “Hver skuffe indeholder et emne. Han kan kun være i én skuffe ad gangen. Og han skal fysisk OP af skuffen, LUKKE skuffen, FINDE den nye skuffe, ÅBNE den nye skuffe, og gå NED i den nye skuffe. HVER gang der skal skiftes emne” MEANWHILE inde i hovedet på kvinden…...

Hvor skal jeg starte….

Siden sidst…. Sidste gang jeg udgav et blogindlæg her på domænet var d. 20.11…. Dog har jeg inde i mit hoved udgivet adskillige, bla. med overskrifter som; “Adfærdsdesign -hvad er det?” “Smarte adfærdsdesignløsninger på plejehjem, inkl. billeder” “Er du organdonor?” “Sådan valgte vi vores hund” “De første dage med hvalpen” “Tanker fra en foranderlig hver dag” “Nyt job?” “Pigedate med Tulle i Royal Arena” “Se min nye kjole!” “Hvordan får man en hvalp til at være alene hjemme….. -ja det er et spørgsmål!” “Dogwhispering -hvad er det?” “Børn på internettet pros and cons” “Status på Designed Learning og en vanvittig fed messe og et potentielt samarbejde med New York” “Vores Socialiseringsliste til hvalpen -til print “Sådan tænker kvinder -et konkret...

Tænk hvis børn var voksne… og omvendt!

I det næste du skal læse, skal du forestille dig en 37 årig kvinde der er på vej på arbejde i det private. Med en masse andre 30+ mennesker. Jeg møder ind på kontoret, sparker skoene af i garderoben og kaster jakken. På vej ud, kommer jeg i tanke om at de voksne helst vil have at jeg hænger mine ting OP og stiller skoene på plads. Jeg går tilbage, får hængt jakken så godt op, som jeg magter, får samlet skoene så de i det mindste står ved siden af hinanden og går ind imod min plads. Der sidder Lone Bente, Ulla P og Viktor W. På gulvet.   Følg endelig mit daglige, helt almindelige liv, på... Instagram -hvor...