Bananer fra Burkina og en Negerkonge

En heldig banan?
Nogle gange tænker jeg på hvor tilfældigt det hele kan være. At jeg i start firserne blev født på Riget i Danmark. Og idag sidder i en varm stue i Brønshøj. Og ikke i en kold papkasse på gaderne i Brooklyn. Udenfor daler sneen og selvom klokken er midnat, holder naboen sneboldskamp i haven med vores ruder som target. Da jeg kigger ud, vinker de alle ivrigt. Storgrinende. Og hjerteligt. Ungerne sover trygt hos farfar og bedstemor og Bastian fniser af Jimmy Fallon på You-tube. Jeg føler mig heldig. Jeg føler ikke altid at jeg er lige god til at værdsætte det. Men jeg føler mig heldig. Jeg ER heldig.

En Negerkonge
Jeg har lige hentet min mor og stedfar i lufthavnen. De har været i Afrika. Burkina Faso. De var støvede. Og det var en noget anderledes oplevelse at hente dem denne gang. Ikke den vanlige snak efter en tur i Nice. De var mere eftertænksomme. Berørte. Og fyldt til randen af oplevelser. Normalt er min mor et sludrechartol (ingen forstår hvor jeg har det fra). Men ikke denne gang. Bevares hun snakkede hele vejen fra Amager til 2700. Men på en anden måde. Og mere afventende.

“Man forstår det ikke, førend man har oplevet det”

Sagde hun. Flere gange. Min mor er meget politisk ukorrekt. Ganske befriende. Ofte. Hun er kommet på Instagram. Og har, fra Afrika, postet nogle utroligt spændende og smukke billeder. Et par gange akkompagneret af ord som, negerkonge. Eller negerlandsby.

Mig: “Mor, for sivans. Det kan du sgu´ da´et´ poste på offentlige medier”

Mor: “Min skat, de mennesker i de landsbyer, har så rigeligt andre ting at tænke på. Så at blive kaldt neger, er nok det mindste af deres problemer.”

Mig: “But still…”

Og der er da heller ikke et gram ondt at hente hos min mor. Altså min mormor kaldte, så længe jeg kan huske det, flødeboller for negerboller. LIIGE den vendning, giver mig tilgengæld helt forkerte associationer. Det er bare blevet så forbudt et ord. Og jeg håber vitterligt heller ikke at jeg støder nogen med dette indlæg. Det er så langt fra intentionen.

Nå vi kom ud på et sidespor. Back on track. Til bananerne. 

Banan Photoshootet
Min mor insisterer på at komme med ind i huset kort. Hun har lige noget hun skal have ud af én af kasserne. Forsejlingen bliver skåret op. Og op hiver hun den største klase gule bananer. De er til mig. Da jeg mærker på dem, er de lune. Som har de den Burkinske varme siddende i skrællen. Og der går da heller ikke mere en 10 sek. førend at vores 5 herboende bananfluer har fået færden af luksusvarerne.

Kort tid efter mine forældre er kørt. I bilen. Op til deres hus, i Nordsjælland. Tager jeg de søde sølvsko af min datter på 8 mdr. Og putter hende under dynen med Soft Gallery betrækket, i hendes nr. 2 barnevogn. Da Anna sover sødeligt med sin sut og Søs (aka aben), henter jeg bananerne. Og de 4 Afrikaner citroner. Og arrangerer dem til et mindre photoshoot på vores HAY spisebord. Flankeret af Eames stolene….

Imens jeg står der og knipser, starter tankespindet…

“Livet er én stor tilfældighed. Tag nu de bananer hér. De 16 Afrikanske bananer. De blev tilfældigvis solgt til mine forældre. Fløjet flere tusinde km. tværs over kontinenter. Førend 6 af dem blev udvalgt, som en anden Topmodel contest, for at deltage i et mindre photoshoot. På mit spisebord. Dét havde de bananer sgu nok ikke regnet med, dengang de hang i deres palme på den Afrikanske Savanne. Det var rent tilfældigt. Måske ligefrem heldigt? For ja, det er da enormt træls ikke at få sin nattesøvn. Og det er hårdt at være mor til et barn i trodsalderen. Eller kæreste til en mand der arbejder i døgndrift. For ikke at tale om grundskyld og finanslove. Men i bund og grund har vi det jo godt. Vi har det faktisk rigtig rigtig godt. Vores problemer ligger og flagrer rundt oppe i den øverste trekant i Maslows behovspyramide. Imens andre dele af verden kæmper for bare at holde den nederste del halvfyldt..”

Det vil jeg øve mig i at tænke på. Og jeg vil øve mig i at sige PYT. For vi har det faktisk ret godt. Du og jeg. Og er det hele ikke skide ligemeget? Så længe vi har hinanden? Så når vores problemer handler om afgifter på biler og skældsord. Betyder det så i virkeligheden ikke bare, at vi grundlæggende er ok?

Tænk at det skal være så svært at huske det i en travl hverdag. Huske hvad der egentligt tæller.

Undskyld mit sidespor med det politisk ukorrekte sprog. Synes bare at det gav så inderligt god mening. Og at min mors forklaring af ordvalg, ramte så fint.

Jeg vil øve mig. Vil I?

Kæmpe klem MamaC (der lige har puttet begge unger. På SAMME VÆRELSE! Store sager. Nu er vi spændte på natten)

Iøvrigt har min fætter og hans kone boet i Burkina med deres 3 børn, de sidste 3 år. Jeg er slet ikke i tvivl om at det må have været en sindsyg fed oplevelse for livet. Og imens jeg skriver det hér, kommer jeg i tanke om en artikel min fætters kone skrev tilbage i april måned. En inspirerende artikel om livsglæde og om at ruste de søde små Burkiner børn til livet. Igennem musik og leg. Hvis I lyster? Så læs den endelig hér.