Alt er godt!

Efter dette indlæg. Smækkede jeg bildøren efter mig. Og satte kursen mod Elise. Sødeste Elise. Med bilen parkeret smed jeg en snap op. Og går ind. Jeg banker på døren. Elise åbner. Hendes smil er bredere end kofangeren på en Chevrolet. Det strækker sig fra det ene øre til det andet. Og hun kluker. Klukler helt nede fra storetåen. 

“Det er gået så godt!”

“Jeg har sjældent haft så nemt et barn. Ikke én gang har hun pjevset eller grædt”

“Det er gået så godt!”

Og så tuder jeg. Tårene triller. Tårer brygget på den pureste glæde, lettelse og lykke. Dér, blot 4 meter foran mig, kommer krøltoppen stavrende. Hun ser mig. Hun smiler. Og så pjevser hun. Off course.

Jeg går hen til hende, tager hende op, får et stort, men kort kram. For jeg skal se loftet. Og knagerne. Og gulvet. Og Elise. Hun er stolt. Måske hun kunne mærke at hun havde været der alene? Anna altså.

Jeg var stolt. Jeg har gjort alt der stod i min magt for at vise hende at Elise var (og er) a-okay! Hel lavpraktisk, så krammede jeg Elise da vi kom og gik. Vi sludrede, grinede og jeg komplimenterede (højt og i Annas påhør) Elise for at været sød. Ikke at det ikke er sandt, hun ER sød, jeg tænkte bare over, hvor vigtigt det var at signalere til Anna, at alt var HELT OKAY! Jeg vinkede da jeg gik. Vinkede så hun så mig. Så hun altid har styr på om jeg er der eller ikke er der. Selvfølgelig kan det gøre ondt på dem, at se en gå. Men det holder hurtigt op. Og det ville da være værre, hvis børnene altid var lidt utrygge ved ikke rigtigt at vide om mor nu os ER gået?! Fordi man har lavet snigeren. Det er ofte et unødvendigt quick fix. Tror jeg. Så hellere udstråle det med hele kroppen. Det gør vi. Altid. Med begge børn. Og det hele er gået så godt.

Vi ved godt at reaktionen kan komme. Reaktionen på indkøringen. Det ved vi godt. Men jeg vil ikke begræde den, førend den reelt er der. Med August kom den aldrig. Måske den gør med Anna? Men lige nu går det godt. Og det er jeg lykkelig for. Det er straks værre med mig. Jeg må ha´ rødvin i aften. Os´ i aften. Men planen, Elise og jeg har lagt, går helt simpelt ud på at følge Anna. Følge hendes behov og signaler. Så det gør vi. Og selvfølgelig går det godt!

Fik jeg sagt at hende den skide seje Ansen, har sovet i sin egen seng. Fra kl. 20. til klokken FREAKING 5.30? UDEN at vågne ÉN ENESTE GANG!!! Everytime got its first.

Klem Mama-stolte-C

p.s. Den unge dame nappede så os lige 3,5 times lur i barnevognen da vi kom hjem efter dagpleje. Jeg er VILD med dagpleje!