ALONE!

At last!

Jeg har ikke været alene siden 17 december. Med undtagelse af et par løbeturer, og en enkelt svømmer. Så har jeg været omgivet af enten unger (inklusiv egne), fremmede og kendte (voksne) mennesker. Dag ud og dag ind.

De seneste 9 dage har jeg udelukkende forladt matriklen 2 gange. Først til en julefrokost med Andedammen. Dernæst til fordel for en julefrokost med Dillerbanden. Seneste kun for at måtte smide håndklædet i ringen, droppe en hyggelig sleepover, og smide måsen i et lædersæde i en taxa. Kl. 1.00. For akkurat at nå hjem og nappe en omgang mave/bræk syge selv.

FOR HELVEDE DA OS!

Heldigvis. HELDIGVIS.

Lader det til, at det var en kort omgang. Så idag. Mandag. Sidder jeg nu i mit eget hjem. Her er ryddet op (FEEEEDT). Der er tændt stearinlys. Sat frem til boller og te. Jeg har cola i min kop. Jeg har neglelak ved min side. Og…

JEG ER ALENE!!!!

Min unger er dejlige. Ja alle mennesker omkring mig. Men det kan sgu os noget helt særligt. Det der alene tid. Og ved I hvad? Jeg tror jeg manglede den.

Så jeg nyder den lidt. Og så glæder jeg mig som et lille barn til, om lidt, at være alene med min all time favourite partner in crime, Loui! Hun er satme savnet!

Vi er så tæt på at tage beslutningen. Om vi skal starte op, eller ej. Shit det er vildt. Angstprovokerende. Spændende. Nervepirrende. Og sjovt. På én og samme gang.

Men idag arbejder vi hjemme. Imorgen skal jeg ind i Andedammen for første gang. Og arbejde. Sådan rigtigt! Det skriver jeg meget mere om. Meget snart. Stay tuned!!!

Over and Out fra min røv i sædet, hvor jeg præcis har fundet ud af, at jeg har selvudløser på min tlf. Og derfor kan fake at jeg har en kameramand ansat til at fotografere sådan en kæmpe blogger som mig. AHAHAHAHAHA!